|
Retten kendte ham skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf om brugstyveri. Det var sket fra først i juni til 17. juli i år, da han i sin lejlighed i en ejendom i Grenaa af to omgange uden tilladelse havde sluttet sig til et udvendigt antennekabel og derved stjålet tv-antennesignal til en ikke opgjort værdi. Den 40-årige nægtede sig skyldig og sagde, han ikke havde begået noget ulovligt. Han havde været i Sønderjylland fire-fem dage i juni og på ny fire-fem dage midt i juli. Han erkendte, at der fra hans lejlighed gik en ledning, som var koblet på et udvendigt antennekabel, men det var ikke ham, der havde koblet ledningen på. Han har nogle venner, der kommer og besøger ham, men de har alle nægtet at have gjort det. En af vennerne havde en nøgle til hans lejlighed for at kunne vande blomster, mens tiltalte var bortrejst. Men tiltalte kendte kunne ikke oplyse hverken efternavn, adresse eller telefonnummer på denne ven. Som vidne forklarede en teletekniker, at han i sommer var i den pågældende ejendom i Grenaa for at lave en internetforbindelse for en kunde. Antennesignalet var dårligt i kundens lejlighed, og han opdagede i den forbindelse tiltaltes tilkobling. Teknikeren havde tidligere på sommeren lukket for en anden ulovlig tilkobling i ejendommen. Retten bemærkede, at der to gange i sommer fra tiltaltes lejlighed var foretaget ulovlige tilkoblinger til et udvendigt antennekabel. Det var sket ved, at et kabel var ført igennem tiltaltes vindue omkring det tidspunkt, hvor der har været afbrudt for antenneforsyningen til tiltaltes lejlighed. Retten tilsidesatte derved tiltaltes forklaring og fandt, at det var ham, som havde begået det ejendommelige brugstyveri. Dommen lød på fem dagbøder à 200 kr. plus erstatningsbeløbet.
m.s. |