|
Så en tidlig onsdag morgen den 27. september var jeg inde på skolen for at varme op, så jeg kunne være klar til min store dag. Med et par uregerlige sommerfugle i maven tog jeg videre med »The EL«, som er Chicagos over- og undergrunds-bane, også kendt som The Loop, ned downtown til Orchestra Hall. Lidt nervøst trådte jeg ind i salen, og der stod de - alle dem, man kan navnene på og taler om - i hvert fald når man er messingblæser. Chicago Symphony Orchestra Brass Section er for mig verdens bedste! Vi skulle spille et værk skrevet af en verdens-kendt hornist og komponist, Gunther Schuller, som jeg heldigvis har spillet før - endda med komponisten selv som dirigent, så jeg kendte det udmærket godt. |
Mester og lærling: Michael Mulcahy og Jesper Busk Sørensen.
|
|
Hold da helt ferie, hvor var det fedt! Her sad jeg fra lille Danmark og spillede med alle mine »helte«!
Når det så er sagt, så kan jeg da lige fortælle, at de udmærket godt ved, hvem de selv er. De er alle meget opmærksomme på deres status i verdens musiklandskab, så lettere arrogant slentrede de alle, på nær et par stykker, forbi mig uden at se eller hilse på mig. Da vi havde spillet, var der heller ikke nogen af dem, på nær min professor Michael Mulcahy, som sagde tak for hjælpen eller et simpelt farvel. Men det er glemt nu - jeg er bare taknemlig over at have fået den kæmpe oplevelse med i kufferten. Lidt en mystisk ting at købe ind i USA
Oplevelsen med verdenseliten blandt klassiske musikere var et ubetinget højdepunkt i en hverdag, der ellers er begyndt at komme ind i en daglig gænge. Vi har en lang dag hver dag, næsten altid fra kl. otte om morgenen til kl. ti om aftenen, så det er godt, at supermarkederne først lukker til midnat. Nogle har endda døgnåbent - og man ser mange mennesker på shopping så sent. Det er en fornøjelse at købe ind herovre. Når man så er færdig med at proppe i indkøbsvognen skal der jo betales, og det sker ved nogle selv-scannings-maskiner, som man selv betjener. Smart nok, men egentlig lidt skræmmende, at man i princippet kan klare sig igennem hele dagen uden overhovedet at have kontakt med andre mennesker.
Og så har vi jo fået bil herovre. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne bevæge sig rundt, for selv om den før omtalte The EL er meget velfungerende, er den også lidt af en tidsrøver. Så Inger og jeg har anskaffet os en mørkegrøn 1994 Buick Skylarke 3.1 V6. Lad os bare sige en rigtig flyder. Besøg af tornado
I sidste uge var en tornado på besøg. Der havde været lummert hele dagen og slet ikke blæsende - selvom Chicago kaldes »The Windy City«. På TV havde de advaret om, at den ville komme. Og det skal jeg da lige love for at den gjorde! Hen under aften kunne man mærke, at det begyndte at blæse op. Himlen trak sig sammen og alle fjernsyns-kanaler advarede om ikke at stå ved vinduerne. Vi skulle anbringe os selv inde midt på stuegulvet mens den passerede. Og så kom den! Det buldrede og bragede og tordnede og lynede, og jeg troede virkelig, at taget ville flyve af! Efter 5 minutter var den væk igen og alt blev stille.
Et par dage efter var her oversvømmelse. Jeg var til en basun-sammenkomst om aftenen (meget nørdet, det indrømmer jeg), og da jeg skulle hjem stod min bil i vand helt op til døren. Så der var ikke andet at gøre end at smide sko og strømper og smøge bukserne op over knæene og på den måde vade i vandmasserne.
Chicagos vejr er meget ekstremt. Om sommeren bliver det ofte så varmt, at mange ældre mennesker dehydrerer og dør, og om vinteren er der lige så mange gamle, der fryser ihjel. Og ind imellem oplever byen så disse tornadoer, oversvømmelser og andre vejrfænomener, som vi ikke kender hjemme. Jeg skal i hvert fald aldrig mere brokke mig, når vi får lidt sommerregn i Danmark. I mesterlære
Jeg har haft mine første lektioner med Michael Mulcahy. Allerede nu kan jeg sige, at beslutningen om at rive et helt år ud af kalenderen og tage orlov fra Århus Symfoniorkester, er det helt rigtige. Michael Mulcahy holdt et lille intro-møde for alle os nye basunister, som er sluppet igennem nåleøjet, og helt uden at spille en tone og helt uden at instruere nogen af os, blev vi alle bedre basunister på de to timer han talte. Alt hvad der kommer ud af den mands mund, med hensyn til blæseteknik, kan man ikke stille spørgsmålstegn ved. Man svarer bare ja og gør hvad der bliver sagt - og så virker det! Så jeg glæder mig allerede til at bruge de nye teknikker i Danmark i mit arbejde i Århus Symfoniorkester og i min undervisning. |
|
Men først og fremmest glæder jeg mig til de næste mange måneder herovre. Det bliver helt sikkert en meget bedre basunist, der kommer hjem fra denne tur, som i øvrigt ikke havde kunnet lade sig gøre uden hjælpen fra mine sponsorer. Tak til Jer alle, der har støttet økonomisk eller bare venlige tanker og gode ønsker. Jeg lader høre fra mig igen næste måned, hvor jeg vil fortælle om mig selv på bagsædet af en politibil med fuld udrykning. | 
Jesper Busk Sørensen og kæresten Inger har anskaffet sig en mørkegrøn 1994 Buick Skylarke 3.1 V6 - lad os bare sige en rigtig flyder - i forbindelse med opholdet i Chicago, Illinois. |
05/05 2023