|
Han blev kendt skyldig i 16 tyverier med et samlet udbytte på ca. 310.000 kr. og fem brugstyverier af biler samt en hestetrailer og en påhængsvogn, som han sammen med en ven brugte til transport af de mange tyvekoster. På Kolind-egnen havde de stjålet for ca. 85.000 kr. og på Herning-egnen for ca. 225.000 kr.
Om baggrunden for tyveturnéerne sagde han, at han blev nødt til at stjæle, fordi han manglede penge til narkotika. Han har misbrugt hash, amfetamin og piller i ca. 25 år og går nu og venter på at få pension efter mange års arbejdsløshed.
Den 41-årige og vennens tyvetogt sluttede natten til mandag den 14. august kl. 04.20 på Mårupvej ved Kolind, hvor deres stjålne Nissan King Cap-varebil kørte fast ved en gammel bro.
En landmand, som bor på Mårupvej 35, vågnede ved, at hans hunde gøede og opdagede, at nogen havde været ved at stjæle en masse effekter - til ca. 6.000 kr. - fra hans bil. De forsøgte også at bryde ind i selve ejendommen, men landmanden overraskede dem og tilkaldte politiet, som kom og anholdt dem.
Forinden havde de to mænd samme nat lavet flere andre tyverier på Kolind-egnen. Fra en ejendom på Horstvedvej 4 stjal de effekter til 1.200 kr. og fra en bil på Mårupvej 58 et benzinkort. Fra Horstvedvej 3 stjal de - da deres King Cap var kørt fast - en bil, som gik i stå for dem efter 500 m, og fra denne bil tog de værdier til 800 kr. I stedet stjal de en anden bil fra Mårupvej 40, og fra Mårupvej 46 tilegnede de sig en cykel.
Natten forinden, den 13. august, var de også på spil på Kolind-egnen. Her fik de størst udbytte ved et indbrud i en landejendom på Langelinie 23, hvor de stjal computere, fladskærme, parabolmodtagere, smykker, kontanter m.m. til i alt 78.366 kr. Samme sted stjal de en bil og en påhængsvogn, som de kørte til en skov nær Albøge ved Trustrup. På en landejendom på Stabrandvej 1 blev udbyttet effekter for 3.200 kr.
Ved anholdelsen på Mårupvej blev den 41-årige fundet i besiddelse af 0,98 g hash og 0,77 g amfetamin. Kørekort ledte politiet til gengæld forgæves efter. Et indbrud til 142.000 kroner
Det hele begyndte med, at de stjal en Nissan King Cap-varebil i Silkeborg, som de først brugte til et tyvetogt på Sinding-egnen ved Herning natten til lørdag den 12. august. Det største udbytte fik de på en landejendom ved Sinding, hvor de stjal effekter for 142.000 kr., som de kørte bort i en hestetrailer, som de stjal på en genbo-ejendom. I alt blev det til otte tyverier den nat, som den 41-årige ikke huskede ret meget fra, fordi han i den periode var på piller.
Det hele flød sammen for ham, og på grund af det mangeårige misbrug af stoffer og medicin er hans korttidshukommelse dårlig.
Ved pådømmelsen lagde retten vægt på, at det var en serie indbrudstyverier begået på kort tid med et udbytte på godt 300.000 kr., og at den 41-årige gentagne gange er straffet for lignende kriminalitet - senest i februar i år. De 15 måneders fængsel er en fællesstraf, idet der er indeholdt en reststraf på 82 dage fra hans seneste prøveløsladelse. Under sagen har han været i varetægtsarrest siden den 14. august.
|