|
Renteniveauet er allerede steget i 2006 og med udsigt til yderligere renteforhøjelser i 2007, vil det uden tvivl give anledning til en del overvejelser hos flere boligejere.
De kortløbende renter er steget ca. 1% i indeværende år, medens de lange renter er steget knap så meget. Det betyder, at boligejere med variabelt forrentede lån ikke længere slipper helt så billigt i forhold til boligejere med fastforrentede lån i f.eks. 5% Nykredit 2038.
Det er derfor vigtigt at få taget den rigtige beslutning - der er minimum tre muligheder:
1. Vil man slippe billigst muligt nu og her, skal man fortsat vælge et variabelt forrentet lån.
2. Vil man sikre sig at kende den maksimale ydelse, skal man vælge et traditionelt fastforrentet lån som f.eks. ovennævnte 5% Nykredit 2038 (med eller uden afdrag).
3. Eller en »kombination« af de to lån, dvs. et af de nyere variabelt forrentede lån med renteloft. Gældspleje
Stiger renten meget, kan det give pæne omprioriteringsmuligheder i fremtiden på f.eks. 5% Nykredit 2038, idet denne obligation vil være præget af det største kursfald og dermed mulighed for nedbringelse af gælden. Variabelt forrentede lån giver ikke samme mulighed for gældspleje, idet lånene ikke har samme kursfølsomhed over for renteændringer. De variabelt forrentede lån med renteloft giver også mulighed for gældspleje, dog ikke i samme udstrækning som de fastforrentede lån, idet »renteloftsprodukterne« ikke er så kursfølsomme over for renteændringer, som de fastforrentede obligationer er. P. t. ser det bare ikke ud til, at renten skal stige meget. Det er allerede indregnet i forventningerne, at Den Europæiske Centralbank og dermed også Danmarks Natio-nalbank kommer med en rentestigning på 0,25% i starten af december måned. Og derefter er der forventning om yderligere renteforhøjelser med 0,25%-0,50% i 2007, men umiddelbart ikke mere. Forventningerne er imidlertid behæftet med væsentlig usikkerhed i form af bl.a. olieprisudviklingen og effekten af den ventede amerikanske vækstafmatning. Vi vurderer dog, at muligheden for yderligere beherskede rentestigninger er størst - medens der kun er en mindre risiko for, at renterne skal stige meget. Mange muligheder
Ovennævnte giver mange muligheder, men ikke nødvendigvis klare svar. Hovedreglen er dog, at når forskellen mellem den variable rente og den faste rente indsnævres (p. t. er forskellen mindre en 1% efter skat) og man samtidig forventer yderligere rentestigninger, om end i behersket tempo, så bør man vælge det fastforrentede lån på baggrund af ovennævnte omprioriteringsmuligheder.
Det forventes således også, at en pæn andel - måske op mod 30-40% - af de nuværende variabelt forrentede lån vil blive ændret til fastforrentede lån.
Såfremt man ønsker at ændre på sit variabelt forrentede lån, skal det for mange af lånene ske inden udgangen af november - tag en snak med din bankrådgiver inden du beslutter dig. |