|
Der her længe været forhandlinger med NRGi og senest også mellem NRGi og Kristian Thorsen om en varmeløsning.
Brdr. Thorsen I/S producerer varmen, såvel spidslast- som reservekapacitet og Nimtofte og Omegns Fjernvarmeforsyning etablerer og driver forsyningsnettet.
Nu er beslutningen truffet og det haster med at komme i gang. Fremtidige fjernvarmekunder, der i dag har el-opvarmning, skal senest den 30. november have et tilbud fra en autoriseret VVS-installatør samt have indsendt ansøgning om konverteringstilskud fra El-sparefonden. Bestyrelsen vil derfor i første omgang koncentrere sig om elvarmeforbrugerne. Alle, der har modtaget en tilmeldingsblanket, anmodes om at returnere denne snarrest muligt til et medlem af bestyrelsen. De, der ønsker fjernvarme, men endnu ikke har fået et skema, kan få et ved bestyrelsen.
Senest den 1. maj 2007 skal gravearbejdet være afsluttet på hovedstrøgene i Nimtofte af hensyn til trafikken til Djurs Sommerland. Det er planen, at fjernvarmenettet skal være færdigt inden den 1. oktober 2007, altså næste fyringssæson. Der vil blive lavet midlertidige løsninger i Lübker Golf Resort i takt med at husene står færdige. De første ventes klar i december i år.
Rådgivende ingeniørfirma Carl Bro A/S går straks i gang med at udarbejde projektforslag samt udbudsmateriale for en licitation. |