|
Retten ledes af en retspræsident, dommer Otto Bisgaard, og har desuden 7 dommere, 11 retsassessorer og dommerfuldmægtige og 55 kontorfunktionærer og retsbetjente. Retten får efter ombygning til huse i det tidligere posthus i Randers og Tinghuset. Domhuset i Grenaa bliver afdelingskontor for den nye ret.
Reformen har fagligt været grundigt forberedt i ca. 10 år. Baggrunden har først og fremmest været Retsplejerådets anbefaling om at frigøre Højesteret for almindelige ankesager, så landets højeste domstol kun skal behandle principielle sager. Også reglerne om nævningesager blev foreslået ændret. Det er nu sket ved en ændring af retsplejeloven, så alle retssager skal begynde i byretten, og i nogle af sagerne skal/kan der medvirke flere dommere. I mange af de nuværende 82 byretter er der som i Grenaa kun 1 dommer. En strukturændring af domstolssystemet var derfor nødvendig. Der var også organisatorisk behov for en ændring, så byretternes bemanding, indretning og tekniske udstyr passer til det samfund, vi betjener, og den fortsatte udvikling inden for navnlig elektronisk sagsbehandling og information. Den del af reformen har i Domstolsstyrelsen og byretterne været intensivt forberedt i 2006 og foregår stadig. Hensigten er - inden for de givne økonomiske rammer - fortsat at have de bedst mulige domstole med højeste kvalitet, troværdighed og tillid i befolkningen og en hurtig og effektiv betjening af de mennesker, vi kommer i berøring med. Vi har måttet igennem de samme overvejelser, prioriteringer og kompromisser som sygehusvæsenet, kommuner og amter i deres strukturændring. Folketinget vedtog i juni 2006 loven om domstols- og politireformen. Det er min overbevisning, at vi får et bedre domstolssystem med reformen. Var den ikke kommet nu, var den kommet senere. De gode sider af reformen vil vise sig med tiden, men ændringerne har en »pris« i forhold til det nuværende. Grenaa og Ebeltoft har haft en selvstændig domstol i mange år. Nogle borgere på Djursland og de lokale advokater og andre professionelle »brugere« får længere køreafstand til retten. På det nye afdelingskontor i Grenaa vil der dog fortsat ske behandling af de sager, der berører de fleste borgere, og hvor køreafstanden kunne være mest belastende. Vi tager afsked med Retten i Grenaa ved en reception i Domhuset, Nytorv 9, Grenaa, den 15. december 2006 og med afdelingskontoret i Ebeltoft, der lukker helt, den 18. december 2006. Det bliver annonceret herom. |