|
Grenaa Kirkekontor har i løbet af de seneste dage haft flere henvendelser med spørgsmålet om netop 1. søndag i advent. Og hver gang følges spørgsmålet af forklaringen om, at »det står på min kalender«. Men kalenderen tager fejl!
Kirkeåret starter med 1. søndag i advent, som ligger fire søndage før Juledag - og ikke juleaftensdag. I Den Danske Salmebog står der under juleaften følgende: Når 4. søndag i advent falder den 24. december, kan gudstjenesten holdes som en højmesse med teksterne til 4. søndag i advent og/eller som en juleaftensgudstjeneste.
Så efter gudstjenesten i enten Simon Peters Kirke eller Grenaa Kirke juleaftensdag - kan man i Grenaa Sogn gå hjem og tænde det fjerde lys i adventskransen - medens duften af andesteg breder sig.
Grenaa Kirkekontor ønsker alle i Grenaa Sogn en god advent - og minder om de mange advents- og julearrangementer, som man kan læse mere om i kirkebladet og i ugeaviserne. |