|
Djursland har en fantastisk beliggenhed midt i Danmark, tæt på Århus og Randers, midt i Kattegat, ved porten til Østersøen. Vi har flere udviklingsprojekter, der kan tiltrække erhverv, turisme og bosættere. F.eks er Grenaa Havn inde i en rivende udvikling med nye virksomheder. Her planlægges »Havets Hus« i samarbejde med Kattegatcentret og Århus universitet. Der er en mulighed for at få en nationalpark i Mols Bjerge til gavn for turismen. Når og hvis Kolindsund på et tidspunkt løber fuld af vand vil der blive 50 km. ny kystlinie, med fantastiske bosætningsmuligheder i de omkringliggende landsbyer til følge. Det potentiale, der er i den beliggenhed og de muligheder, skal vi arbejde aktivt for at udnytte fuldt ud. På Djursland skal vi lave vor del af dette arbejde, men derudover får vi brug for al den hjælp vi kan få udefra, først og fremmest af stat og region, men også fra eksterne investorer, der også kan se de fremragende muligheder.
For at erhvervsudviklingen og bosætningen kan få optimale muligheder skal infrastrukturen på plads, og her har staten et stort medansvar. Vi skal have højklasseveje til havnene i Grenaa og Ebeltoft, både fra syd og nord. Dette vil også give bedre vilkår for Tirstrup Lufthavn. Grenaabanen skal opgraderes til gavn for gods og pendlere. På alle disse områder har vi brug for statens medvirken. På Christiansborg vil jeg arbejde for, at disse investeringer opprioriteres.
Vi skal højne uddannelsesniveauet, således at nuværende og fremtidige generationer kan leve op de krav, vi mødes med i en globaliseret verden.
Vi skal skabe vækst i såvel eksisterende som nye virksomheder. Udviklingen kommer ikke af sig selv, vi må gå foran og vise vejen.
Et godt eksempel på et nødvendigt projekt, der kan gavne i Danmark såvel som på Djursland, kunne være opførelsen af en bioethanolfabrik ved Grenaa Havn. En sådan fabrik kunne skabe lokale arbejdspladser. Bioethanol ville medvirke til et forbedret miljø, da det vil kunne erstatte en del af vort benzinforbrug.
Det kræver at staten ændrer afgiftspolitikken og styrker forskningen. Vor lokale vilje til at huse en fabrik er til stede. |