|
Den ene - Grenaa Blæsernes julekoncert i Kulturhuset Pavillonen - er udsolgt, mens der stadig er billetter at få til koncerten med »Slyngelorkestret« Lauseniana i Grenaa Idrætscenter på søndag den 3. december kl. 14.00. Her er der plads til 1.500 publikummer, og midt i sidste uge havde henved 1.100 allerede sikret sig billet. Men der er altså stadig en 300-400 ledige billetter, og de kan rekvireres på følgende vis: Billetter kan afhentes gratis i Grenaa Idrætscenter hver dag mellem kl. 10.00 og 11.00 - samt mandag til fredag mellem kl. 17.00 og 18.00.
Promenadeorkestret Lauseniana er et fællesjysk underholdningsorkester, hvis formål det er at skabe musikglæde og holde den lødige underholdningsmusik levende. Dirigent er Jørgen Fuglebæk, mens Grenaa Blæsernes tidligere dirigent, Max Kielgast, er konferencier.
Repertoiret er vidtspændende - fra wieneroperetternes fejende valserytmer over Lumbye’s indsmigrende melodier til vore dages moderne musical-toner.
Grenaa Kommune er vært ved en forfriskning inden koncerten. |