|
Systemet, som vismændene foreslÃ¥r, gÃ¥r kort fortalt ud pÃ¥, at kommunerne individuelt tildeles en udgiftsrettighed, som tilsammen udgør den samlede udgiftsramme for kommunerne under ét. Kommunerne kan herefter handle udgiftsrammer med hinanden, sÃ¥ledes at prisen pÃ¥ udgiftsrettighederne bliver et mÃ¥l for kompensationen til de kommuner, der reducerer udgifterne, og ”straffen” til de kommuner, der øger udgifterne.
- Systemet med omsættelige kvoter forudsætter, at der kan ske en ”retfærdig” fordeling fra centralt hold af den samlede udgiftsramme pÃ¥ enkeltkommuner. Men det kan der ikke! Selv om diskussionsoplægget nævner, at der kan tages udgangspunkt i ”objektive kriterier”, er det vanskeligt at se, hvordan der pÃ¥ retfærdig vis kan korrigeres for forskelle i den demografiske udvikling, forskelle i serviceniveau samt ikke mindst lokale præferencer og behov.
- Systemet kan meget let risikere at udvide de eksisterende kommunale forskelle i serviceniveauet. Relativt fattige udkantskommuner, der oplever befolkningstilbagegang, kan af økonomiske årsager være tvunget til at sælge noget af deres udgiftskvote til relativt velhavende kommuner, som har mulighed for at tilbyde deres borgere et endnu højere serviceniveau.
- Det nuværende aftalesystem, som indgÃ¥s for kommunerne under ét, er det system, der giver maksimal frihed for den enkelte kommune til at fastsætte sit skat/service-forhold. Denne frihed er en vigtig del af det kommunale selvstyre, og hvis den sættes over styr, vil det skade det lokale demokrati – stik imod hensigterne med opgave- og strukturreformen, som træder i kraft om ganske fÃ¥ uger, siger Peter Gorm Hansen. |
05/05 2023