|
Episoden fandt sted natten til søndag den 1. oktober kl. ca. 01.15 i Nørregade ud for Djurslands Bank. Her havde de to tiltalte i forening overfaldet en ung mand ved at gribe fat i hans tøj, sparke ham over benene, tildele ham et slag, som dog blev pareret, og skubbet ham ned ad Nørregade. Både den 19-årige og den 20-årige nægtede sig skyldige. De forklarede, at den unge mand om aftenen gentagne gange havde ringet på sin mobiltelefon og generet en af deres veninder. Da de gik forbi Djurslands Bank, mødte de den ringeglade unge mand, som de mente havde forulempet pigen. De kom i højlydt diskussion, der var en hysterisk stemning, og de skubbede alle til hinanden, men begge de tiltalte nægtede på nogen måde at have slået eller sparket. Det var rent skubberi fra begge sider, sagde de. Den tiltalte 20-årige fortalte, at det var ham, som blev udsat for vold, idet han havde fået en taske i hovedet og var blevet sparket over benene.
Den overfaldne unge mand forklarede som vidne, at de to tiltalte havde blandet sig, da han ringede til sin eks-kæreste vedrørende nogle ubehagelige sms-beskeder, hun havde sendt. Uden for banken havde den 20-årige så sparket ham på skinnebenet, mens den 19-årige slog ud efter ham og skubbede ham hele vejen ned ad Nørregade. De to tiltalte blev frikendt for at have rykket den overfaldnes skjorte i stykker.
Den 20-årige var alene anklaget for at have spyttet en ung kvinde fra den anden gruppe i hovedet, sparket hende over benene og tildelt hende et slag i brystet. Kvindens vidneudsagn herom i retten var dog lidet overbevisende, og også på dette punkt blev den 20-årige frifundet.
Prøvetiden for de betingede domme er et år. m.s. |