Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ebeltoft mister retten – men beholder politiet

Mens Ebeltoft mister sit bitingsted pr. den 1. januar 2007, så brugere af retten fremover skal køre til Grenaa eller Randers, sker der næppe de store strukturmæssige ændringer på politifronten.

Ebeltoft mister retten – men beholder politiet

Af Mogens Q. Sloth
Mens Ebeltoft mister sit bitingsted pr. den 1. januar 2007, så brugere af retten fremover skal køre til Grenaa eller Randers, sker der næppe de store strukturmæssige ændringer på politifronten.


På politistationen i Ebeltoft arbejder der til daglig tre politiassistenter - dog fire i den meget travle tid om sommeren. Det bliver formentlig uændret.

Stationsleder i Ebeltoft, vicepolitikommissær Orla Andreasen, har dog endnu ikke fået en endelig melding fra politidirektøren i Århus om bemandingssituationen i Ebeltoft efter den 1. januar. Der foregår for tiden et arbejde med at fastlægge politistrukturen i den nye Østjyllands Politikreds, som Syddjurs Kommune kommer ind under, og resultatet heraf kommer engang i foråret.

I det hele taget vil de politimæssige ændringer blive en glidende overgang i løbet af 2007.

Det ligger fast, at der ikke længere bliver døgnbetjening hos Grenaa Politi. Alle alarmopkald går til hovedpolitistationen i Århus, hvorfra alt styres, og hvorfra patruljevognene dirigeres rundt.

Orla Andreasen og hans mandskab i Ebeltoft fungerer både som ordens- og kriminalpoliti og venter ikke store forandringer, når politireformen træder i kraft. Ved meget store kriminalsager skal efterforskningen dog styres fra Århus, men der vil altid være behov for at trække på Ebeltoft-betjentenes viden og store lokalkendskab.

Retten i Grenaa i stedet for Randers

På retsområdet skete der som omtalt i sidste uges udgave af Grenaa Bladet noget positivt, da det for nylig blev besluttet, at borgere under postnumrene Ebeltoft, Knebel og Balle fra den 1. januar skal høre under retsafdelingskontoret i Grenaa, og ikke Retten i Randers, som det oprindelig var planen. Hermed får de fleste Syddjurs-borgere mindre køretid til retten - i hvert fald i de fleste retssager, og det bliver næsten som nu, hvor den overvejende del af retstvisterne afgøres i Grenaa. Dog bliver retskontoret på Strandvejen 19 i Ebeltoft og bitingstedet på Torvet 5 i Ebeltoft, hvor mindre sager fra kommunen er blevet behandlet, nedlagt.

At Ebeltoft, Knebel og Balle fortsat skal høre under rettens afdeling i Grenaa i de fleste sager, bl.a. vedrørende skifte- og fogedret, glæder stationsleder hos politiet i Ebeltoft, Orla Andreasen.

Megen kørsel til fogedretten

Han og hans folk kører jævnligt - 50-70 gange om året - dårlige betalere, såkaldte skyldnere, til fogedretten. Og politifolkene kan så fremover nøjes med at køre disse skyldnere til Grenaa i stedet for den ca. dobbelte afstand til Randers, som der ellers var lagt op til. Derudover er der ca. 200 personer i Ebeltoft og omegn, som på årsbasis selv møder op i fogedretten efter forkyndt tilsigelse. For dem betyder den kortere køreafstand naturligvis også noget.

I syv år har den 58-årige Orla Andreasen været en myndig stationsleder i Ebeltoft. Han blev uddannet som politibetjent i 1970 og kom i 1975 til Grenaa Politi, hvor han de fleste år arbejdede ved ordenspolitiet, men også nogle år ved kriminalpolitiet. Desuden har han haft den centrale post som vagthavende politiassistent og været anklager i politisager i retten. Efter 24 år ved Grenaa Politi udnævntes han i 1999 til stationsleder ved Ebeltoft Politi.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam