|
Politiet udpegede en 37-årig forretningsindehaver som den aggressive part, og nu har han fået sin dom efter en syv timer lang domsmandssag i Retten i Grenaa.
Den 37-årige idømtes 30 dages fængsel for at have overfaldet en medarbejder i nabobutikken ved at have tildelt ham et knytnæveslag i ansigtet inde i nabobutikken.
Derimod frikendtes han for vold af særlig farlig karakter ved efterfølgende på fortovet uden for butikken adskillige gange at have slået samme medarbejder i hovedet og på kroppen med en metalgenstand. Den overfaldne fik talrige læsioner i form af slagmærker og en læsion ved øjet, men ingen varige mén. Episoden fandt sted mandag den 18. september kl. ca. 17.30.
Retten fandt det ikke bevist, at der var slået med en metalgenstand, hvorfor han frikendtes for vold af særlig farlig karakter. Men domsmandsretten var uenig efter knap to timers votering. To dommere gik ind for frifindelse på dette punkt, mens en tredje dommer ville dømme.
Anklageren havde krævet fem måneders fængsel. Uenighed om baggrunden
Tiltalte og medarbejderen i nabobutikken havde hver deres forklaring på, hvorfor de var uvenner, og hvordan slagsmålet begyndte. Tiltalte sagde, at der opstod uenighed mellem dem, fordi den anden ønskede betaling »sort« for malerarbejde, han tidligere havde udført for tiltalte. Desuden anførte han, at medarbejderen i nabobutikken og udlejeren ville have tiltalte ud af lejemålet i den butik, tiltalte drev.
– De prøvede at presse mig ud og truede med at slÃ¥ mig ihjel, hvis jeg ikke skrev under pÃ¥ et stykke papir om at flytte. Desuden havde udlejerens venner slÃ¥et mig i min butik for at fÃ¥ mig til at flytte, sagde tiltalte, der havde istandsat sin butik for 1,1 million kr.
Medarbejderen i nabobutikken sagde som vidne, at tiltalte havde virket provokerende og grint ad ham. Tiltalte kom bl.a. ind i vidnets butik og beskyldte vidnet og hans kæreste for at have ringet til Told og Skat.
Retten fandt det bevist, at tiltalte herefter gav vidnet et knytnæveslag i ansigtet, og det var det, der gav de 30 dages fængsel. Herefter tumlede de rundt på gulvet i slagsmål. Fandt aldrig våbnet
Kort efter mødtes de to »kamphaner« uden for butikken, hvor slagsmålet fortsatte. Politiet mente, at den 37-årige her var gået over stregen ved at have brugt en metalgenstand som våben, men politiet fandt aldrig frem til våbnet. Nogle dage efter episoden fandt den overfaldne i tiltaltes kælder et metalstykke, som muligvis kunne være voldsvåbnet, men det kunne anklageren ikke bevise i retten.
To unge piger, der som skræmte kunder befandt sig i den overfaldnes butik under episoden, var centrale og uvildige vidner i sagen. De forklarede, at det var tiltalte, der startede det hele ved at give et knytnæveslag. De to piger var samtidig enige om, at det ikke var den metalgenstand, som anklageren fremviste i retten, der efterfølgende ude på fortovet blev brugt som våben af tiltalte.
Den 37-årige, der bor i Århus med sin hustru og to små børn, er ikke tidligere straffet. Han sagde, at han respekterede dommen, men tog betænkningstid med henblik på eventuel anke til landsretten. Politiet kan også appellere dommen. Som følge af den delvise frifindelse skal den dømte kun betale halvdelen af salæret på i alt 13.500 kr. til forsvareren, advokat Peter Zacher Sørensen.
Under sagen har den overfaldne sagt til politiet, at han gerne ville stoppe sagen, fordi tiltalte har kone og børn, men det ville politiet ikke. Den dømte har ikke længere butik på Torvet i Grenaa. |