|
Dommen lød på 30 dages fængsel, en bøde på 1.500 kr. og fem års frakendelse af førerretten. Han er to gange tidligere dømt for promille- og spirituskørsel.
Uheldet skete lørdag den 10. juni kl. 21.55 på Laenvej mellem hovedvej A16 og Glesborg. Den 20-årige kørte - trods frakendelse af kørekortet - i personbil ad Laenvej mod nord, og da han mistede kontrollen over bilen, kom den over i modsatte kørebanehalvdel. Her stødte den sammen med en modkørende varebil, ført af en kvinde, der kom til skade. I stedet for at hjælpe den kvæstede kvinde flygtede han fra uheldsstedet, hvilket naturligvis er strafskærpende. Hans promille var 0,60 - lige over promillegrænsen.
Den 20-årige forklarede, at han holdt grillfest derhjemme, hvor han drak tre øl. Han lånte bilen af en ven for at hente en anden ven til festen. På Laenvej kom han ud i rabatten med »dinglebilen«, som han kaldte den lånte bil, og slingrede over i modsatte kørebanehalvdel med kollisionen til følge. Grebet af panik
Sigtedes bil endte på en mark, og han gik i panik. Sammen med en ven, der var passager i bilen, løb han over nogle marker og ind i en skov. Herfra ringede han til sin kæreste, der kom og hentede dem. Tilbage ved festen kom politiet og anholdt sigtede.
Den 20-årige erkendte alle forhold bortset fra en tiltale for ikke at have afpasset farten med hensyn til andres sikkerhed. Han sagde, at han kørte 70-80 km/t lige inden uheldet. Men også her fandt retten ham skyldig.
Dommen på 30 dages fængsel er en fællesstraf, idet 10 dages betinget fængsel, som han fik i september 2005 for bl.a. spritkørsel, er medregnet i den nye straf. |