|
For 2 år siden mødtes bestyrelserne for Trustrup og Lyngby vandværker for at drøfte en aftale om nødforsyning i området. Dette møde blev til flere, da det efterhånden stod klart for de to bestyrelser, at der var mange fordele ved et tættere samarbejde. Der blev indkaldt til ekstraordinære generalforsamlinger i begge foreninger, hvor eneste punkt på dagsordenen var en fusion mellem værkerne. Der var bred opbakning fra de fremmødte og sammenlægningen er derfor en realitet fra 2007.
Trustrup-Lyngby Varmeværk overtog for 2 år siden administrationen af Trustrup Vandværk, som herved kom til indgå i Varmeværkets 24-timers vagtordning, daglig telefontid m.v. til sikring af en stabil drift. Denne aftale fortsætter for det nye Trustrup-Lyngby Vandværk idet sammenlægningen giver økonomisk plads til professionel drift med de fordele det giver.
I erkendelse af, at det bliver stadig sværere at mobilisere frivillige bestyrelsesmedlemmer, der er villige til at tage ansvar for både drift og administration, er det en fremtidssikring af virksomheden, at bestyrelsen fremover alene skal bruge kræfter på de overordnede linier som eksempelvis økonomi og handlingsplaner.
Regnskaberne for varmeværket og vandværket vil stadig være fuldt ud adskilte. Den nye bestyrelse er sammensat af de 2 »gamle«, og den har konstitueret sig med Kaj Vinter som formand og Frank Nielsen som næstformand. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Hans Søren Bonde, Torben Hansen, Hans Peter Søndergaard, Evan Henningsen, John Rasmussen og Steen Karlson.
Bestyrelsen, sidder i en overgangsfase, idet den næste vælges på den ordinære generalforsamling i 2008. Her reduceres bestyrelsen til 5 personer. |