|
Den nye madordning for de ældre i Syddjurs Kommune er et led i budgetforliget for 2007. Den enkelte borger kan i fremtiden vælge mellem at få udbragt varmholdt mad hver dag eller få køle-/vakuummad én gang om ugen.
Alle ældre borgere i den kommende Syddjurs Kommune vil få besøg af kommunens køkkenpersonale som vil orientere om den nye mulighed så borgeren kan afgive sit ønske. Inden 1. juni 2007 skal alle kunne modtage den mad de har valgt. Køkkener
"Den varme mad vil blive leveret fra køkkenet på Rosengården i Hornslet, og den vakuumpakkede mad leveres én gang om ugen fra køkkenet i Rønde. De, der modtager vakuumpakket mad, skal selv varme maden i microovn som eventuelt bliver udlånt fra køkkenet", fortæller Mona Carøe Jensen der er leder af køkken og madservice i den nye Syddjurs Kommune.
Rationaliseringen på køkken-/madområdet indebærer at de to køkkener i henholdsvis Ringparken (Midtdjurs) og Tirstrup skal lukkes. Køkkenet i Ringparken lukker 1. marts 2007, mens køkkenet i Tirstrup lukker allerede 1. december 2006. Indtil den nye ordning træder i kraft, vil borgerne i Ebeltoft få mad fra køkkenet i Knebel, som herefter skal levere mad til cafeerne sammen med andre serviceydelser.
Borgerne i Midtdjurs er de første som får besøg af køkkenpersonalet. De vil således fra 1. marts få mad enten fra køkkenet i Rønde eller fra køkkenet i Hornslet, afhængig af hvilken ordning den enkelte borger vælger.
Dernæst bliver borgerne i Ebeltoft spurgt, og til sidste borgerne i Rosenholm og Rønde. Fokus på sundhedsfremme og forebyggelse
"Der tænkes meget på sundhedsfremme og forebyggelse i den nye kommune, og ud over at vi giver de ældre disse to gode tilbud, vil vi også rette opmærksomheden mod småtspisende borgere", siger Mona Carøe Jensen.
"Dårligt ernærede borgere har større risiko for at sår ikke vil heles, for gentagne infektioner og for dårlig funktionsevne. Det kan være årsag til flere hjemmehjælpstimer og længere sygehusindlæggelser. Alt i alt er det vigtigt at observere om de ældre har nedsat kostindtag og om der er vægttab. I så fald skal køkkenet kontaktes om specialkost til disse borgere", fortsætter Mona Carøe Jensen.
Det er altid muligt at få energitæt specialkost, ligesom der er tilbud om energidrik med fire forskellige smagsvarianter, oplyser Mona Carøe Jensen. Endvidere står køkkenerne til rådighed med råd og vejledning for både borgere og personale. |