|
– Vi har været ude efter både Kashmir, Mew og Ørkenens Sønner, men de forlanger nogle voldsomme honoarer og mellem 900 og 1.500 publikums-pladser, og det kan vi ikke magte. Vi havde 924 inde til ABBA-showet, og der går vores max-grænse altså. Vi kan ikke lave noget, der er større end det. De fysiske rammer kan ganske enkelt ikke klare mere. Dér ramte vi virkelig loftet for hvad vi kan klare, og der skal ske en bygningsmæssig udvidelse, hvis vi skal kunne klare noget, der er større end det, siger kulturhusleder Hardy Andersen, der heller ikke rigtig har haft mod på de helt store satsninger, idet husets fremtidige økonomi er en lille smule usikker. Forhandlinger med den nye »hovedaktionær« Norddjurs Kommune omkring den fremtidige driftsøkonomi er ikke helt på plads endnu, omend Grenaa Kommunes årlige tilskud til driften er blevet overført til Norddjurs Kommunes 2007-budget. Men her er der ikke taget højde for, at tilskuddene fra Århus Amt jo forsvinder sammen med amtet.
– Overgangen til den nye kommune er ikke helt på plads, så jeg har ikke turdet springe ud på alt for dybt vand. Jeg vil ikke kalde det et spareprogram, men det snerper lidt derhen af. Vi mister jo amtstilskuddet til vores teatervirksomhed, der således udelukkende er for egen regning og risiko i 2007. Musikstøtten fra amtet forsvinder også, omend det ser ud til, at der kommer en overgangsordning, hvor Kulturministeriet går ind og bevilger et lignende tilskud med kommunen som mellemled. Tidligere har vi også fået en 20-25.000 kroner fra Folkeoplysningsudvalgets kulturpulje, og de penge er tilsyneladende også væk. Samlet set løber det vel op i et minus på 100.000 kroner, og konsekvensen heraf kan meget vel være, at vi er nødt til at droppe vores sommerprogram. Vi har jo ikke nogen stødpude, der kan redde os i sådan en situation. Vi synes selv, at vi skaber utroligt meget kultur for de penge, som vi får fra det offentlige, så vi håber da meget på, at vi kan få strikket en fornuftig aftale sammen med Norddjurs Kommune, siger Hardy Andersen, der i efteråret satte 1 million kroner på højkant i kunstnerhonoarer. Alene ABBA-showet kostede 200.000 kroner at opføre i Grenaa.
– Var det gået galt, så sad jeg nok heller ikke i den her stol lige nu. Men heldigvis havde jeg ikke taget munden for fuld. Det er ikke noget, som vi spinder guld på, men det løber rundt og mere havde jeg vel heller ikke turdet håbe på. For mig er det vigtigste at bevise, at vi her Grenaa kan lave produktioner, som man ellers kun ser i storbyer som København, Århus, Ålborg og Odense. Jeg har lige været en smut i Paris sammen med min hustru for at købe julegaver, og overalt så man kæmpestore plakater for en koncert med Harlem Gospel Singers. Dem har vi altså lige haft besøg af i Grenaa - det er jo fantastisk, siger kulturhuslederen. 324 publikummer til klassisk koncert!
Inga Nielsen-koncerten kostede ham ganske vist 25.000 kroner, men med tanke på, hvor svært det er at trække folk til de klassiske koncerter i kulturhuset, så synes han faktisk, at 324 betalende publikummer var flot gået.
– Det vildeste vi har oplevet før den aften var 157 mennesker til Vivaldis »De Fire Årstider« med Den Jyske Sinfonietta, så der er jo tale om en fordobling af den tidligere rekord. Men det er svært at trække folk til de klassiske koncerter. I Skanderborg var der totalt udsolgt til en lignende koncert. Men vi har et andet musikmiljø og en anden befolkningssammensætning end Skanderborg, og det afspejler sig altså i søgningen til de klassiske koncerter. Men selvfølgelig skal interessen både testes og pirres med nogle brag i ny og næ, og forårets store klassiske arrangement bliver en aften i selskab med Den Kgl. Operas svar på Pavarotti, Placido Domingo og José Carreras den 4. marts, »De 3 Kongelige Tenorer«, beretter Hardy Andersen. Spændende år
2006 har i det hele taget været et spændende år for huset med en 4-5 kæmpe-arrangementer og et hav at store, mellemstore og mindre arrangementer. Tager man revl og krat med har 2006 budt på op mod 150 forskellige arrangementer.
– Det har været spændende at opleve en verdensstjerne som Inga Nielsen. Hun ankom et par dage før koncerten, så hendes stemme kunne aklimatisere sig til den østjyske luft! Savage Rose var har igen i en uges tid for at hygge sig og øve i Grenaa forud for deres turné. De føler sig rigtig godt behandlet, og der er efterhånden mange kunstnere, der beder om at få lov til at vende tilbage, fordi de kun har gode minder fra stedet. Hanne Boel er et andet eksempel herpå, og seneste skud på stammen er den danske duo »Hush«, der øvede her i huset et par dage i efteråret og gav en koncert for vores sponsorer. Til foråret kommer de så igen til en helt åben koncert. Hanne Boel giver kun koncert i de største byer i Danmark, Norge og Sverige - nå ja, og så også lige i Grenaa, hvor hun gav koncert for henved 2 år siden. Hendes booker ringede selv og sagde, at hun gerne ville til Grenaa igen. Så spørger man ikke om prisen, så siger man bare ja tak!! siger Hardy Andersen, der også oplever, at mange folk fra både Århus og Randers holder øje med hvad der foregår i huset.
– De kan godt li’ stemningen og atmosfæren i huset, og specielt den gamle Pavillonsal er de helt vilde med. Og så tror jeg, at vi har fundet en god niche i nogle vise-verse-agtige, folkelige ting, som der ikke er ret meget af i Århus og Randers, siger Hardy Andersen.
Cirka 1/3 af forårets billetter er røget hen over disken - små 3.000 billetter taler vi om - og mange af disse har utvivlsomt ligget under diverse juletræer i søndags. Den 2. januar starter billetsalget så til alle de forårs-arrangementer, der endnu ikke har været udbudt til salg. Her har Hardy Andersen blandt andet store forventninger til billetsalget til koncerterne med hhv. Erann og Danser Med Drenge. Traditionen tro er der også et pænt antal jazz-koncerter og rytmiske koncerter i øvrigt. Eksempelvis U2-kopibandet Die Herren, rocktrioen Tournesol, Peter Viskinde og hans nye unge band og Hush med flere. Søndagscaféerne kører også videre, og igen næsten udelukkende med professionelle kunstnere på programmet.
– Der er flere gengangere imellem. Blandt andre Die Herren og Tournesol. Der er tale om nogle relativt ukendte navne, som vi synes fortjener at få chancen for at opdyrke et publikum her i Grenaa. Dem der kommer, spørger også typsik, om ikke nok vi vil hyre dem igen, og det er jo tegn på, at de fortjener mere end én chance, siger Hardy Andersen.
Men kig selv og døm selv. Er programmet ikke dumpet ind af din brevsprække endnu, så er det lige på trapperne. |