|
Som overskriften antyder, er det medarbejdernes lønninger i det offentlige, såvel som det private arbejdsmarked, som vi i LO-Djursland for øjeblikket arbejder med. Mange arbejdspladser melder tilbage til deres fagforeninger. Og der er nogle signaler, som står stærkt: »Det er ikke kun direktørernes lønninger, som skal stige til uanede højder!«.
Men pÃ¥ LO-omrÃ¥det er vi ogsÃ¥ klar over de problemer, som dygtigt bliver brugt af arbejdsgiver-siden ved lønforhandlingerne, og som bestÃ¥r i pres fra det internationale marked pÃ¥ vores lønninger o.s.v. Vi ser ogsÃ¥ med bekymring pÃ¥ dem, der af sparehensyn har meldt sig ud af solidariteten – og ind i gule fagforeninger. De medarbejdere er med til at underminere deres egne løn- og arbejdsforhold. Det er vi ikke et øjeblik i tvivl om.
Når disse bekymrende detaljer er nævnt, så mener vi i LO-Djursland, at det er på tide, at de gode tider også kommer arbejderne til gode. For håndværkere og højere funktionærer er det ikke så svært. Der er arbejdskraft-underskud. Og truslen om at sige op vil nok true de fleste mestre til pungen. Og nogle af de 100.00 ledige bør uddannes inden for de områder, hvor der er mangel på faglærte.
Men hvad med kassedamerne og de andre på HK-området og andre traditionelle kvinde-fag, hvor arbejdsgivere gør brug af mindreårige løsarbejdere? Hvad med udeboende lærlinge? Er det ikke på tide, at mindstelønnen hæves til mere end de ca. 100 kr. i timen, som den ligger på nu? Er det rimeligt, at hårdtarbejdende kassedamer, rengøringsassistenter, lærlinge o.s.v. skal leve et liv, der er 3-4 gange fattigere end håndværkernes? Er en sådan forskel på faglært og ufaglært rimelig? Det er sådanne spørgsmål, vi hører, når vi tager rundt på arbejdspladserne.
Og endelig må vi kigge på forholdene på det offentliges arbejdspladser. Her går de ufaglærte, som til daglig sikrer gamle, syge, udstødte rimelige forhold i vores (udhulede) velfærdssamfund til samme latterlige lønninger, som kassedamer og rengøringsassistenter skal arbejde for.
Det ser nogle gange ud, som om det hårdeste og det vigtigste arbejde lønnes dårligst i Danmark. Og med den - ikke velfærds-, men velstandsstigning - som Overdanmark har nydt godt af i de sidste par år, synes vi i fagbevægelsen, at vi vil have mere end smulerne fra de riges bord til de lavestlønnede. Vi vil have velfærd til alle!
Til sidst vil jeg sige til de lønmodtagere, der læser disse linjer, at vi i fagbevægelsen ikke er stærkere end vores medlemmer i. Hvis ikke viljen til at fÃ¥ lønningerne op er til stede pÃ¥ arbejdspladserne – sÃ¥ sker det ikke. Og sÃ¥ hjælper det ikke at skælde ud over fagbevægelsens indsats. Kun gennem sammenhold har vi skabt velfærdssamfundet. Nu er det pÃ¥ tide, at fÃ¥ de sidste, fattige hjørner af arbejdsmarkedet med. Godt nytÃ¥r! |
05/05 2023