Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Tør kalkun og Morten fra Struer

Når disse linier læses har jeg været i Danmark på juleferie fra universitetet. Jeg har brugt ferien på blandt andet at spille musik. Hvad skulle jeg ellers lave?

Tør kalkun og Morten fra Struer

Af Jesper Busk Sørensen
Når disse linier læses har jeg været i Danmark på juleferie fra universitetet. Jeg har brugt ferien på blandt andet at spille musik. Hvad skulle jeg ellers lave?

Siden mit sidste rejsebrev har jeg oplevet en ægte amerikansk Thanksgiving. Inger og jeg blev inviteret af en af mine medstuderende, Kevin, til at fejre Thanksgiving-festen sammen med ham, hans familie og naboer. De bor i en lille by i staten Iowa, omkring seks timer fra Chicago.

Thanksgiving-helligdagen er en markering af, at 102 pilgrimme fra den engelske separatistkirke i 1620 sejlede med skibet Mayflower fra Plymouth til Amerika, hvor de ankom den 11. november. Stedet i det nuværende Maryland, hvor de lagde til, døbte de Plymouth Rock. De havde dog ikke taget højde for den hårde vinter på den nordamerikanske østkyst, og havde det ikke været for hjælpen fra 91 indianere, havde de næppe overlevet.


Morten fra Struer - alias Atlanta Falcons danske kicker Morten Andersen - har sat ny NFL-rekord som den mest scorende spiller i ligaens historie. Og han udgør dermed et oplagt samtaleemne, når en dansker som Jesper Busk Sørensen skal snakke med en amerikaner.

Indianerne lærte dem at dyrke jorden, og da den første høst blev særdeles god, holdt pilgrimmene en fest, hvor de inviterede indianerne og takkede dem for hjælpen. Deraf traditionen med, at man skal bruge den sidste torsdag i november på at tænke på alt det, man er taknemlig for. I tidens løb har man brugt festen, ikke kun som oprindeligt til at takke indianerne for hjælpen, men lidt grotesk også i sin tid til at takke Gud for sejren over de vilde. Men i dag er de fleste bevidste om den oprindelige historie, og det tætteste, amerikanerne kommer på en adel, er de, der beviseligt er direkte efterkommere af de første pilgrimme på Mayflower.

Dansker som samtaleemne

Normalt laver amerikanerne ikke mad som vi gør, men til Tahnksgiving tilbereder de det hele fra bunden, og så tror de, det smager fantastisk. Men det gør det ikke. Jeg tror ikke, deres smagsløg er udviklet på samme måde som vores. Den traditionelle kalkun er tør, når man er vant til flæskesteg, og det der yams, hvad er det egentlig for noget? Altså, det er en form for søde kartofler, men hvad i alverden tænker de på? Men alt andet lige var det jo sødt af Kevin at invitere os, og vi nød det og hyggede os gevaldigt. I de fleste familier skal mændene se NFL-football på TV efter maden, men ikke i denne familie. Faren er læge, så han skulle på arbejde på hospitalet. I stedet gik vi en tur i den lille by med 12.000 indbyggere. Men apropos football, så kender alle udmærket Morten Andersen fra Struer, der spiller for Atlanta Falcons og som lige har sat ny rekord for flest scorede points nogensinde i NFL. Rekorden var det store samtaleemne i tiden op til det afgørende spark, ligesom jeg kan forstå, det også har været ret højt på dagsordenen i Danmark. Når jeg fortæller, jeg er fra Danmark, er der mange, der lyser op og siger »Ah, Morten«.

Der var dog en dag i en kiosk en stor african-american kvinde, som ikke kendte Danmark. Hun spurgte om jeg var russer. Da jeg fortalte, hvor jeg kommer fra, sagde hun, at det havde hun aldrig hørt om. Hun kendte kun Sverige og Rusland udenfor USA. Det virker nu usandsynligt - hun må i hvert fald have hørt om lande som Irak, Afghanistan og Vietnam.

Amerikanerne er søde – men ret overfladiske

Vi har glædet os rigtig meget de sidste 14 dage til at komme hjem på juleferie. Amerikanere er rigtig søde mennesker, men ret overfladiske, og det er svært at komme ind på livet af dem. De mangler efter min mening noget kultur. I byerne har de kun deres store skyskrabere at vise frem. De er også flotte, men man savner at se et strøg og nogle huse fra før 1930. Der er selvfølgelig Chicago Symphony Orchestra, et af verdens bedste, men når man taler om orkestret og musikken, virker det påtaget. Det gælder også mine medstuderende, som ellers burde være musikkyndige. Den klassiske musik kommer jo fra Europa, og amerikanerne har bare taget den til sig. Det er, som et eksempel på kulturløsheden, som om de ikke sætter sig ind, i hvordan forskellige ord udtales. For eksempel Ludwig van Beethoven: Van udtales som bekendt Fan, fordi det er et tysk navn, men de fleste amerikanere udtaler det med V, som det staves, og så betyder det varevogn.


Dyr morgenmad

Jeg vil lige føre endnu et bevis for påstanden om, at amerikanerne mærkelige: Som jeg har nævnt laver de sjældent selv mad. For det meste spiser de ude, og det gælder ikke kun det store aftenmåltid. Man kan faktisk vælge at gå på morgenmadsbar. Det er et sted, hvor de udelukkende fører forskellige slags cerials, altså cornflakes, branflakes osv. Konceptet er, at man vælger to slags cerials, og så hælder de mælk på - det koster omkring syv dollars, det vil sige ca. 40 kr. Det virker underligt, at man kan åbne en hel bar kun med cornflakes. Jeg synes det er ufatteligt, at nogen gider betale så meget for noget, man kan få 20-25 portioner af for halvdelen af prisen, hvis man køber sin egen pakke og selv hælder mælk på. Men amerikanerne bruger deres penge på nogle andre ting end vi gør. For eksempel kommer der hver dag om eftermiddagen en del helikoptorer flyvende over det område, vi bor i.


Jesper Busk Sørensen ses her foran et gigantisk og overdådigt pyntet amerikansk juletræ i down-town Chicago.

Det er de rige, der kommer hjem!! Vi bor, som man kan regne ud, i et velhaverkvarter, og her taler vi altså om multimillionærer. F.eks. har TV-værten Jerry Springer en lejlighed i Evanston, hvor vi bor.

Teknikken virker

I juleferien i Danmark havde jeg den underlige oplevelse, at jeg skulle assistere i mit eget orkester, Århus Symfoniorkester, og jeg sad faktisk ved siden af hende, der afløser mig, mens jeg har orlov.

Jeg har også spillet julekoncert i Bregnet Kirke, og jeg spillede desuden i Hammelev Kirke juleaften. Inger er i Danmark, men hun besøger sin mor i Kolding, så vi får kun set hinanden en enkelt dag i julen. Inger rejste tilbage til USA den 1. januar, mens jeg har fri til den 15. Hun kommer så lige hjem den 12. januar til sin mors fødselsdag, som vi fejrer den 13., og så rejser vi sammen tilbage til USA den 15. Mit gæt er, at hun bliver temmelig meget plaget af jetlag i den periode.


Chicago’s skyline - et imponerende syn, men derudover har de kulturløse og ret overfladiske amerikanere svært ved at imponere den unge Grenaa-musiker, Jesper Busk Sørensen.

De ting, jeg lærer af min fremragende underviser, Michael Mulcahy, begynder virkelig at sætte sig fast, og ved julekoncerten forleden kunne jeg mærke, at det aldrig har været nemmere at spille før. Faktisk forstår jeg nærmest ikke, at jeg overhovedet har kunnet bruge min gamle teknik til noget fornuftigt, og da slet ikke, at jeg har kunnet få fast stilling i stort orkester. Men det er nok fordi, jeg er hård ved mig selv. Indtil videre vil jeg nyde juleferien og bruge mine nye teknikker i praksis, når jeg spiller, men alligevel glæder jeg mig allerede til at komme over og lære endnu mere. Mit næste rejsebrev kommer, når jeg har været tilbage på skolen en uges tid. Indtil da ønsker jeg alle en glædelig jul og et godt nytår - ikke mindst til alle, der har støttet mig, så det er blevet muligt at rykke teltpælene op og tage på denne dannelsesrejse. Det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, og den havde ikke kunnet blive ført ud i livet uden Jeres hjælp.

PS: Hvis nogen vil sponsorere et af rejsebrevene, kontakt da venligst pressebureauet MorphMedia på red@morphmedia.dk.


Facts om Jesper Busk Sørensen

Jesper Busk Sørensen er født i Grenaa i 1980. Han lærte at spille basun i Grenaa FDF og har drevet det vidt med musikken. Mange grenaaensere har stiftet bekendtskab med ham ved talrige kirkekoncerter og gæstesolist-optrædener for blandt andet Grenaa Blæserne. I dag er Jesper basunist i Århus Symfoniorkester, hvorfra han har taget orlov for at videreuddanne sig musikalsk i USA. Grenaa Bladet bringer hver måned et rejsebrev fra Jesper, som støttes økonomisk af forskellige Grenaa-virksomheder.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam