Tak til
 






  
05/05 2023

Rock-musikere sætter Norddjurs på landkortet

Vi har tidligere gjort et stort nummer ud af at fortælle om, hvordan først The Raveonettes` gennembrud i USA og senere national opmærksomhed for både Magnum 44 og Lis Er Stille har sat Norddjurs i dén grad på rocklandkortet. Men også andre har gjort sig positivt bemærket på det seneste. Og ikke nok med dét: nu står det også klart for alverden, at ”Verdens Hotteste Rock-Chick” er født i Emmelev!

Unge musikere sætter Norddjurs på landkortet

Skrevet af Rex
Vi har tidligere gjort et stort nummer ud af at fortælle om, hvordan først The Raveonettes` gennembrud i USA og senere national opmærksomhed for både Magnum 44 og Lis Er Stille har sat Norddjurs i dén grad på rocklandkortet. Men også andre har gjort sig positivt bemærket på det seneste. Og ikke nok med dét: nu står det også klart for alverden, at ”Verdens Hotteste Rock-Chick” er født i Emmelev!

Da Sharin Foo sammen med guitaristen og sanger/sangskriver Sune Wagner sammen med resten af The Raveonettes i den samlede verdenspresses blitz-lys blev spurgt, hvor de var fra oprindeligt, sagde én Sønderborg, en anden København og hvad svarede frøken Foo? Hun sagde Emmelev – og ikke ét lokalpatriotisk øje var tørt! Det var det heller ikke i sidste uge, da det kom frem, at Sharin Foo netop har vundet ovennævnte titel i en læserafstemning i et amerikansk blad.


Foto: Søren Solkær Starbird

Hvad enten man nu er til The Raveonettes` stærkt støjende opdatering af Phil Spector-lyden fra halvtredserne eller ej, så er det da vildt imponerende i sig selv, når en sanger/musiker med rødderne i det norddjurske i dén grad slår igennem i det store udland. I et interview i den forgangne uge i Aftenshowet på DR1 fortalte Foo & Wagner om deres tilværelse som rock-stjerner i USA og om, at de stort set aldrig spiller i Danmark. Lørdag aften d. 13. januar kan man dog få den sjældne oplevelse at høre dem på spillestedet Vega i København.


Helle Hansen

Men selv om man hedder ligesom bankassistenten henne om hjørnet og spiller en afdæmpet jazz-latinmusik, der ikke har den helt store publikumsbevågenhed, så er det da rart at vide, at man godt kan høste anerkendelse ude i den store verden. Ja, faktisk er det overgået Helle Hansen fra Grenå fem år i træk(!) at vinde verdens største sangskriver-konkurrence, USA Songwriting Competition. Mon ikke det er en bedrift, der er til at tage at føle på, for med al respekt for Sharin Foo, så er det altså med sangskrivningstalent, Helle Hansen har vundet sin hæder. De foregående år har den dygtige sangerinde vundet for sine kompositioner, mens hun i år fik den sjældne hæder for én af sine tekster.




BliGlad

Fra de allerede etablerede vender vi os nu mod de (måske?) kommende stjerner på musikhimlen. Blandt de medvirkende ved dette års udgave af den årligt tilbagevendende prisuddeling, P3 Guld, kunne man opleve endnu et stærkt band med norddjursk islæt. Det kraftigt swingende og humørboblende reggae-band BliGlad lyste kraftigt op og kunne måske nemt gå hen og blive et hit. Med den karismatiske forsanger Chris McLaughlin i spidsen med sine rastafari-danske tekster er der i alt fald dømt ”gang i gaden”, når BliGlad spiller deres minimalistiske musik.

Og lur mig, om ikke 2 af musikerne i dette Århus-orkester er vokset op og har deres rødder i Norddjurs. Keyboard-spilleren Benjamin Lesak er vokset op på en mark tæt ved Glesborg, mens guitaristen Daniel Plons forældre bor i Fjerupgårde i nærheden af Nørager. På hjemmesiden www.myspace.com/bliglad kan man både se en imponerende lille forårsturné rundt på nogle af landets førende spillesteder samt stemme på deres nummer ”Dans for Satan” til fjernsynets Boogie-liste.


Cyron Melville

Indtil for få måneder siden var også en tredje ung mand fra det norddjurske medlem af BliGlad. Det drejer sig om trommeslageren og skuespilleren Cyron Melville, som imidlertid har fået for travlt med filmroller i København. I søndags dukkede han pludselig op i første afsnit af DR1`s nyeste seriesatsning, Forbrydelsen.. Om han også er med videre frem i serien, vides ikke, men det kan vi jo forvisse os om i morgen, søndag.


Cyron Melville

Og på den musikalske front ligger Cyron Melville heller ikke på den lade side, for den djurske unge mands åbenlyse talenter bag et trommesæt er kommet én af landets bedste sangere for øre. Erann DD har såmænd hyret ham til sit sejt swingende backingband, så måske får vi lejlighed til at opleve dem sammen, når han lægger vejen forbi Kulturhuset Pavillonen i marts måned.


Bliver Claes Cem den næste?

Efter for få dage siden at have fået en spritny CD dumpende ned i postkassen burde spørgsmålstegnet i overskriften måske være strøget. I alt fald fik den undertegnede til at spidse ører.

Bag navnet Claes Cem gemmer sig nemlig endnu en ung musiker, opvokset forskellige steder i Nørre Djurs og i Grenå. Med det besværlige efternavn Aardestrup viste han allerede store talenter som guitarist, inden han var fyldt 20 år. Nu er han vokset sig stor og viser sig (som Claes Cem) som en (måske) endnu større sanger end guitarist, og som om det ikke var nok: han har skrevet alle numre både musik og tekster selv.

For et par år siden prøvede han og hans band, Captain Mirage, at skaffe jobs i Danmark, men forgæves – ingen festivaler eller spillesteder kunne bruge Claes Cems storladne blanding af folk, jazz og rock til noget. På internettet fik han imidlertid kontakt med flere skotske festivaler med en sommerturné i Skotland på 5 jobs som resultat. Siden har han boet delvist i Skotland, men nu har han så sammen med endnu en barnefødt djurslænding, Julian Falck, lavet sin første skive. Sidstnævnte har på det seneste gjort sig stærkt bemærket især som producer for bl.a. Sara Grabow, men i høj grad også som trommeslager.

Claes Cems finurlige musik med mange breaks, skæve taktarter og spøjse, men velklingende kor hører måske ikke lige til den slags musik, der fænger ved første aflytning. Men jeg kan kraftigt anbefale at give den en chance til eller to, for pludselig viser den sig at være meget givende.

Claes Cem & Captain Mirage har aldrig spillet i Danmark endnu, mens en skotsk anmelder sammenligner dem med både Steely Dan og Peter Gabriel.

Så Norddjurs ser ud til at komme til at opleve endnu en lysende rock-stjerne, der har trådt sine musikalske barnesko hér! Hold øre med ham!



http://www.hellehansen.dk/

http://www.theraveonettes.com/

http://da.wikipedia.org/wiki/Cyron_Melville

http://www.captainmirage.com/


Kilde: Djurslands Netavis

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam