Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Korte nyheder fra Grenaa



Korte nyheder fra Grenaa

Cyklist påkørt på Kystvej i Grenaa

En cyklist blev for nylig påkørt af en bil på Kystvej i Grenaa, men heldigvis kom ingen personer til skade. En personbil, ført af en 85-årig mand fra Grenaa-egnen kørte en eftermiddag ved 17.25-tiden ad Kystvej mod nord og ramte bagfra en cyklist, en 29-årig mand fra Grenaa. Han var ved at overhale en anden cyklist, en 19-årig mand fra Grenaa, da uheldet skete.

Der skete kun materielle skader, oplyser politiet.



Motionsudstyr stjålet fra hotel

Motionsudstyr er blevet stjålet ved et indbrud i Helnan Marina Hotel på Kystvej 32 i Grenaa.

Tyvene kom ind ved at opbryde en terrassedør, formentlig med et brækjern. De gik tilsyneladende udelukkende efter motionsudstyr, og der er forsvundet følgende: To grå løbebånd af mærket Tunturi T90, en grå motionscykel af mærket Tunturi E60 og en grå crosstrainer af mærket Tunturi C60. Værdien af det stjålne foreligger ikke oplyst.



En stjålet bil udbrændte totalt

En stjålet bil, der var efterladt på Ydesvej ved Grenaa Idrætscenter, blev totalt raseret ved en voldsom brand. Bilen var stjålet i Rønde, og ilden er formentlig blevet antændt af biltyven.

Da brandvæsnet kom til stedet, var der på grund af den stærke blæst meterhøje flammer fra bilen, der blev totalskadet. Heldigvis bredte ilden sig ikke til beplantning eller bygninger.



Kvinde og to børn slap uskadte fra kolbøttetur med bil

En kvinde og to børn slap alle uskadte fra et dramatisk biluheld, som skete ved Tolstrupvejs udmunding i Århusvej (hovedvej 15) mellem Ålsø og Homå.

Kvinden, der er 34 år og fra Århus-egnen, faldt tilsyneladende i søvn bag rattet i bilen, oplyser politiet. Bilen kom ud i rabatten og fortsatte tværs over hovedvejen ned i en grøft, hvorefter den rullede rundt på en mark.

Meget heldigt kom kvinden og de to børn på 9 og 13 år, som var passagerer i bilen, ikke til skade ved kolbøtteturen. Derimod skete der store skader på bilen.



Ukvemsord mod kvindelig betjent

Under patrulje i Grenaas midtby måtte politiet skride ind mod en 19-årig mand fra Grenaa, der var lidt for rapkæftet. Da den unge mand råbte ukvemsord efter en kvindelig betjent, kom rapportbogen frem, og han blev sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen. Det man populært kalder for gadeuorden.



Solfilteret var for mørkt

Hos nogle unge er det blevet moderne at klæbe solfilter på sideruden i bilen, men vær opmærksom, for solfilteret må ikke være for mørkt, så udsynet generes. Forleden noterede politiet en 21-årig mand fra Grenaa og sigtede ham for at have overtrådt udstyrsbekendtgørelsen ved at have forsynet sin bils siderude med et solfilter, der ikke opfyldte bestemmelserne.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam