Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Tre tidligere Datagraf-medarbejdere har startet eget grafisk designbureau

Tre tidligere Datagraf-medarbejdere har startet eget grafisk design-bureau i Grenaa. Firmaet hedder »vahle+nikolaisen« - i bedste Munthe+Simonsen-stil. Konceptet bygger på en helt ny idé i branchen.

Nyt Grenaa-firma – vahle+nikolaisen:
Tre tidligere Datagraf-medarbejdere har startet eget grafisk designbureau
Tre tidligere Datagraf-medarbejdere har startet eget grafisk design-bureau i Grenaa. Firmaet hedder »vahle+nikolaisen« - i bedste Munthe+Simonsen-stil. Konceptet bygger på en helt ny idé i branchen.

Firmaet udvikler designløsninger og producerer kvalitetstryksager direkte til marketingafdelinger og redaktioner over hele landet. Firmaet har etableret sig på Bakkehegnet i Grenaa i lokaler hos Johnsen Offset A/S, og bag det finder man Per Nikolaisen, der er uddannet grafiker, grafonom og typotekniker, og Albert Vahle Andersen, der har 20 års grafisk erfaring på højt niveau at trække på.

De er ydmyge - men har mod på livet.


Per Nikolaisen og Albert Vahle Andersen (t.v. og i midten) har startet deres eget grafiske design-bureau hos Johnsen Offset A/S på Bakkehegnet i Grenaa. Tryk-kapaciteten leveres af vahle+nikolaisens vært, direktør Steen Johnsen.

Målgruppen er primært mellemstore og store erhvervsvirksomheder. Og konceptet er helt nyt. Det er som nævnt tale om tre tidligere Datagraf-specialister, der har taget springet ud i de selvstændiges rækker med eget grafisk designbureau.

Den 42-årige Albert Vahle Andersen står sammen med 35-årige Per Nikolaisen bag det nystartede firma, hvor grafisk designer Klaus Smed også er med fra start.

– Vi er ydmyge overfor opgaven og satser først og fremmest på kvalitet i det arbejde, vi udfører for vore kunder, siger Albert Vahle Andersen.

– Vi udvikler stærke grafiske designløsninger og producerer kvalitetstryksager direkte til marketingafdelinger. Vi tror på personlighed, sunde værdier og indlevelse. For medarbejdere og for kunder, supplerer Per Nikolaisen.

Helt nyt koncept

vahle+nikolaisen bygger på et helt nyt koncept indenfor den grafiske branche.

– Vi er 100% selvstændige. Men konceptet bygger på, at vi bor hos, og er en integreret del af et Johnsen Offset, som har stillet meget fine faciliteter til rådighed. Samarbejdet betyder, at vi fra dag 1 har kunnet møde markedet med en stor grafisk full-service virksomhed med eget topmoderne trykkeri i ryggen. Derved står vi overfor kunderne - personligt og som virksomhed - inde for et meget højt kvalitetsniveau i den designmæssige udformning og slutproduktet - og med adgang til den nødvendige trykkapacitet og leveringssikkerhed, siger Albert Vahle Andersen, og fortsætter:

– For Johnsen betyder samarbejdet en win-win situation. De har fået tilgang til en stor kunde, der bringer helt ny viden og kompetencer ind i deres hus, og som de får et unikt integreret samarbejde med. Og kan opgaven ikke klares her i huset, jamen så finder vi kapaciteten et andet sted. Både Per og jeg vant til at »shoppe rundt« i den grafiske branche - både i ind- og udland - så det er slet ikke noget problem. Men intentionen er da helt klart at fodre Johnsens trykmaskiner med så mange opgaver som overhovedet muligt, siger Albert Vahle Andersen.

Glade medarbejdere skaber resultater

– Konkurrencen er hård i trykkeribranchen, så det er vigtigt at gøre en forskel. Det forsøger vi at gøre ved at sætte kunden og mennesket i centrum og holde fokus på, at vi selv har dygtige, begejstrede, motiverede og glade medarbejdere. For det har afgørende betydning for den indsats, de yder overfor kunden. Det skaber resultater, siger Per Nikolaisen.

Og alt behøver ikke være nyt for at vahle+nikolaisen skal ind over. Ved at lade bestående elementer indgå som en del af løsningerne, refererer man til den oprindelige identitet.

– Vi arbejder ofte videre ud fra den bestående virksomheds- eller brochureidentitet - eller vi integrerer noget, og nyfortolker det, vi ikke kan integrere. Det skaber stærk identitet for virksomhederne, siger Albert Vahle Andersen.

– Der er ikke mange brancher, vi ikke på et eller andet tidspunkt har arbejdet i. Vores fokus er de evner, vi tilfører kunden, og ikke som sådan branchen i sig selv. Vi kommer med evnen til at designe og rådgive - det er vores videnbase. Vi har også den fordel, at meget nytænkning handler om at kombinere ting, der ikke tidligere er blevet kombineret, og jo mere forskelligartede dine erfaringer er, jo nemmere er det. At have arbejdet med meget krævende kunder, i mange forskellige brancher, er derfor en stor fordel i forhold til den rådgivning og de designløsninger, vi kan hjælpe virksomheder med, supplerer Per Nikolaisen.

– Vi tror på personlig service. Faglighed. Seriøs rådgivning. Inspiration. Og det at være til stede for kunden. Vi har den størrelse af virksomhed, og den nærhed til opgaven og kunderne, som gør indtryk. Vi vender tilbage. Hurtigt! siger Albert Vahle Andersen.

Hvorfor lige nu?

Men hvorfor lige nu, kunne man passende spørge de to virksomheds-ejere?

– Tiden er med os. Der er gang i samfundet. Vi er med andre ord inde i en højkonjunktur-periode, hvor der er råd til - og derfor stor fokus på - kvalitet. Det gælder alle mulige brancer. Således også i vores. Der er overskud i de fleste private husholdninger og overskud i de private virksomheder, og man er ikke bange for at bruge af det overskud. Det kunne være en mellemstor virksomhed, der synes, at nu skal årsregnskabet eller kundemagasinet altså have et løft rent grafisk. Det er her vi kommer ind i billedet. Nu eksisterede vi ikke som firma, da Norddjurs Kommune havde brug for en design-løsning vedrørende deres nye logo - og grafiske profil det hele taget - men det er den type opgaver, som vi meget gerne vil ha’ lov til at kaste os over. Det kunne også være en virksomhed, der skal have lanceret et nyt produkt. Også her vil vi kunne levere en totalløsning omkring lanceringen af produktet. Og vi er bestemt konkurrencedygtige - både på prisen og kvaliteten. Trykmæssigt har vi jo ikke skullet ud og investere i hverken maskiner eller mursten, idet vi jo kan trække på hele Johnsens set-up, og det er derfor et helt andet omkostningsniveau, vi opererer med i forhold til så mange andre i branchen. Det afspejler sig naturligvis i vores priser, siger Albert Vahle Andersen.

Potentialet enormt

– Og kunde-potentialet er enormt. Datagraf er indiskutabelt blevet en sværvægter i branchen - en udvikling vi alle tre har været en vigtig del af - men Datagraf sidder ikke desto mindre på under 2% af markedet for brochurer, blade og magasiner, så det er et kæmpe-marked vi bevæger os på, siger Per Nikolaisen.

Datagraf er jo først og fremmest et trykkeri, men der er altså blevet fremelsket et kreativt miljø på stedet, der gør, at de gang på gang slår de store design-huse i København med deres design-løsninger. Det er en udvikling, som vi alle tre har været med til at præge, og som ét eller andet sted overflødiggør reklamebureau’erne. Det er den ballast, som vi har taget med over i vores eget firma, og som gerne skulle sikre vores fælles design-bureau en gunstig fremtid. Vi regner da bestemt med at få så tralvt, at tre mand ikke forslår. Og det tegner bestemt lovende. Vi har været i sving siden årsskiftet og kan ikke klage over kunde-interessen, slutter Albert Vahle Andersen.


Albert Vahle

Albert har opsagt en stilling som salgsdirektør og medlem af bestyrelsen hos Delta Grafisk A/S i Århus, og var derforinden salgs- og marketingchef i 6 år hos Datagraf i Auning, hvor han sideløbende har taget en GAU-lederuddannelse fra Den Grafiske Højskole.

Albert har rådgivet og samarbejdet med de største erhvervsvirksomheder i Danmark, og var kundeansvarlig for ikke mindre end 3 vindere af Papyrus Awards-prisen i november 2006.

Privat bor Albert i Kolind, men er oprindeligt fra Stenvad, hvor fodboldkarrieren også udspillede sig på det lokale Serie 1-hold. Albert har lokal forankring via Grenaa Handelsskole og 6 års ansættelse hos Dan Harrestrup i Center Offset Grafisk Support i Grenaa.

Per Nikolaisen

Per kommer direkte fra 2 1/2 års succesfuld ansættelse som chefkonsulent hos Datagraf Auning A/S, og 5 år hos Delta Grafisk i Århus. Per er oprindeligt uddannet grafiker hos Grefta Tryk i Grenaa og har efterfølgende arbejdet som udlært hos Johnsen Offset. Per har efterfølgende taget teoretisk overbygningsuddannelse fra Den Grafiske Højskole.

Per er anerkendt som en meget kyndig fagmand - som samtidig med, at han har været kundeansvarlig for B&O og en række markante mode-, tøj- og møbelvirksomheder hos Datagraf - har kraftig andel i den kvalitetsmæssige udvikling indenfor billedbehandling, repro og tryk.

Per er opvokset i Grenaa. Efter 11 år »ude« er Per og hans kone vendt tilbage med 3 små børn. De har netop bygget hus i Hestehaven. Efter at håndbolden er lagt på hylden bruges fritiden meget gerne på Grenaa’s golfbane.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam