|
”Alt er rengjort og repareret, og vi er fuldstændig kørende.”
Det fortæller skoleleder Henning Hansen fra Rougsøskolen, efter at det fredag var nødvendigt at afspærre dele af skolen på grund af små skader på skolens asbestlofter. Elever og personale blev orienteret med det samme, og alle elever fik et brev med hjem fra skolen, hvor Henning Hansen orienterede forældrene om situationen.
Skoleledelsen skred omgående til handling, og allerede nu, mandag, er alt tilbage ved det normale. Et rengøringshold på 15 mand, skolens pedel og et lokalt tømrerfirma med særlig asbest - uddannelse har knoklet i weekenden; blandt andet blev flere skader indkapslet med såkaldt glasvæv, og de berørte områder områder på skolen er blevet rengjort med 24 timers mellemrum, som lovgivningen kræver det. Søndag klokken to var skolen klar til normal brug igen.
”Jeg er glad for, at problemet er blevet løst sÃ¥ hurtigt”, siger Henning Hansen.
Skaderne på skolens lofter blev i første omgang opdaget, fordi Norddjurs Kommune har iværksat en større gennemgang af samtlige kommunale bygninger for at få fuldt overblik over situationen i kommunen.
På baggrund af denne gennemgang blev man opmærksom på, at der eventuelt kunne være asbestproblemer på Rougsøskolen, og Norddjurs Kommune anmodede derfor straks Arbejdstilsynet og Bedriftssundhedstjenesten om at medvirke til at klarlægge problemets omfang.
Arbejdstilsynet, Bedriftsundhedstjesten og Norddjurs kommune gennemførte et syn på Rougsøskolen, og nu er småskaderne altså blevet udbedret.
Rougsøskolen vil nu kontakte embedslægen for at høre, om der kan være helbredsmæssige konsekvenser, men skoleleder Henning Hansen forventer heller ingen problemer i den retning. |