|
Ved afhøringen hos kriminalpolitiet i Grenaa efter anholdelsen nægtede den 27-årige sig skyldig i sigtelsen for voldtægt, og han blev herefter løsladt.
– Efter sagens omstændigheder vurderede vi, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling, siger vicekriminalinspektør ved Lokalpolitiet i Grenaa, Troels Haugsted.
Noget tyder således på, at indicierne mod den sigtede ikke er så stærke, som politiet kunne ønske, og at sagen i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke har en sådan karakter, at den kan bære en varetægtsfængsling. Det er Grenaa Bladets vurdering. Den påsigtede voldtægt på toilettet på diskotek Daisy i Rønde fandt sted fredag 2. februar mellem kl. 22.47 og 23.22.
Den 18-årige pige har forklaret til politiet, at en mandlig gæst i dette tidsrum tvang hende til samleje på diskoteks-toilettet. Politiet vil ikke fortælle enkeltheder fra hendes forklaring - om hun f.eks. blev truet eller slået. Af hensyn til pigen ønsker politiet heller ikke at oplyse i hvilken by, hun bor - kun, at hun er dansker.
Efterlysning gav resultat
Efter anmeldelsen udsendte politiet til pressen en efterlysning af to tyske mænd, der på det pågældende tidspunkt var gæster på diskoteket. I den forbindelse sagde politiet, at de to tyskere kunne have værdifulde oplysninger, som kunne bruges i efterforskningen af forbrydelsen - ikke, at de var mistænkt. I efterlysningen hed det bl.a., at de to tyskere talte engelsk på diskoteket, og at de for tiden arbejder i Østjylland. På et tidspunkt mellem kl. 23.30 og midnat den pågældende aften fortsatte de videre i byen i en taxi.
Onsdag 7. februar blev de to efterlyste tyskere anholdt på deres arbejdsplads ved Århus. Den ene, den 27-årige, blev som nævnt sigtet for voldtægt, mens den anden, der er 25 år, afhørtes som vidne. Det var blandt andet efter henvendel- ser ud fra den udsendte efterlysning, at politiet kunne skride til anholdelsen. |