|
Efter at have siddet fast i otte timer tæt ved havnens yderste mole kom coasteren selv fri ved højvande ved 19-tiden, og den tilkaldte slæbebåd kom ikke i arbejde.
Det norske fragtskib på 3.850 tons dødvægt havde på Grenaa Havn lastet træstammer, som det skulle sejle til Rostock i Tyskland. På den forkerte side af bøjen
Da skibet ved 11-tiden under lavvande, men i stille vejr og med pæn sigtbarhed var på vej ud af Grenaa Havn, kom det på den forkerte side af den gule bøje, der markerer Kalkgrunden. Her kom det til at sidde fast ca. 150 meter fra den yderste mole. Man kan faktisk bunde på Kalkgrunden, hvor der flere steder kun er ca. én meter dybt, mens sejlrenden lige ved siden af er ca. 11 meter dyb.
Grenaas redningsbåd var hurtigt fremme og kunne klarlægge, at skibet ikke lækkede olie, og at der ikke var fare for, det ville ske. Også skibe fra Miljøstyrelsen og fra Kattegat Marinedistrikt dukkede op for at vurdere situationen.
Det strandede skib lå et uheldigt sted, men ikke så uheldigt, at det generede de øvrige skibes ind- og udsejling af havnen. Bl.a. kunne Sveriges-færgen "Stena Nautica" passere uden problemer. Ingen huller i skibet
Da højvande indtraf ved 19-tiden, kom skibet ved egen motorkraft fri af Kalkgrunden og vendte så tilbage til Grenaa Havn. Her blev det bl.a. undersøgt af dykkere, der konstaterede, at der ikke var huller i skibet. Der var tilsyneladende kun skrællet maling af forskibs.
Efter godt et døgns forsinkelse kunne den norske coaster meldes klar til at genoptage sejladsen til den tyske Østersø-havn.
Kaptajnen vil af Søværnets Operative Kommando blive afkrævet en redegørelse for, hvorfor skibet havnede på den forkerte side af bøjen ved Kalkgrunden. m.s. |