|
- Det kan godt betale sig at gøre en forskel. I hvert fald, hvis man er mellem 18 og 24 år, mener Jyske Bank.
Som en hyldest til unge, der tænker anderledes, belønner Jyske Bank nemlig hvert år fire unge med 25.000 kr. hver for at have gjort en forskel og hjulpet sig selv eller andre til et bedre liv.
Priserne uddeles ved fire award-shows fredag 23. og lørdag 24. marts i henholdsvis Århus og København og fredag 30. og lørdag 31. marts i henholdsvis Odense og Aalborg. Her giver to af Danmarks kendte bands, Kashmir og Oh No Ono, koncert. Holdet bag P 3-satiren "Tjenesten", der også har gjort tykt grin med Jyske Banks nye indretningskoncept, er konferencier ved showet.
I løbet af aftenen vil der også dukke en standup-komiker op samt være små overraskelser i showet.
Jyske Bank inviterer i alt ca. 16.000 unge mellem 18 og 24 år til at deltage i showet. |