|
Gildespejderne fra Baden-Powell Stammen Mols arrangerer søndag 22. april en dragefestival på Toggerbo i Mols Bjerge. Anledningen er, at det i år er 100 år siden, at Lord Robert Baden-Powell stiftede spejderbevægelsen.
Arrangørerne har fundet på en sjov og utraditionel måde at skaffe sponsorpenge til denne dragefestival. |
To repræsentanter for Baden-Powell Stammen Mols, Iben Sahl, Tirstrup (til venstre), og Inge Andersen, Tirstrup, (til højre) har været i Danske Bank i Ebeltoft for at overrække en indrammet »drageforsikring« til souschefen i Danske Bank, Ruth V. Jensen (i midten). Danske Bank har støttet den kommende dragefestival på Mols med 1.000 kr. |
|
Baden-Powell Stammens spejdere er gået i gang med at sælge såkaldte drageforsikringer til alle - både firmaer og private på hele Djursland, og pengene herfra vil blive brugt til hjælp til at holde en sjov dag, nemlig dragefestivalen den 22. april. Da der naturligvis ikke findes rigtige drager, er dette med en drageforsikring selvfølgelig kun for sjov - et påhit for at få støtte til arrangementet. I den til lejligheden opfundne drageforsikringspolice hedder det bl.a., at »forsikringstageren forsikres herved mod alle skader, opstået som følge af konfrontation med en eller flere drager på verdensplan. Og at skader kun dækkes, hvis de skyldes ægte, levende drager og altså ikke uægte navnefæller i menneskelig eller anden skikkelse, f.eks. legetøjsdrager«.
Som en af de første har Danske Bank i Ebeltoft støttet initiativet ved at købe en drageforsikring for 1.000 kr. Ellers koster den 50 kr. for private. Baden-Powell Stammen Mols, der er under Sct. Georgs Gilderne i Danmark, håber, at mange flere i den kommende tid vil støtte arrangementet ved køb af en drageforsikring. Drage som ordspil
Ordet drage vil i øvrigt gå igen som et ordspil på mange måder i forbindelse med dragefestivalen på Mols. I en lille café på festivalen bliver der solgt mad, som folk forhåbentlig kan fordrage - eller måske ikke fordrage. Man håber, at det hele vil foregå i fordragelighed i Toggerbo, hvor der til festivalen som et pionérarbejde vil blive bygget en stor dragemund som indgangsportal.
I det hele taget vil Baden-Powell Stammen Mols gerne vise, at den spejderidé, som Lord Baden-Powell præsenterede for 100 år siden, stadig lever og har noget at byde på for børn og voksne.
1. august 1907 tog spejderbevægelsens stifter, Lord Baden-Powell, 20 drenge med til den engelske ø Brownsea Island for at afprøve nogle da helt nye pædagogiske principper. Siden spredte spejderidéen sig blandt børn, unge og voksne, og millioner af mennesker har haft glæde af at stifte bekendtskab med og leve efter de værdier, som blev præsenteret for 100 år siden.
Jubilæet vil blive markeret både internationalt, nationalt og lokalt ved flere lejligheder i løbet af i år. Internationalt begyndte jubilæumsfestlighederne torsdag den 22. februar ved Baden-Powells grav i Kenya, hvor der blev tændt en flamme. Den bliver ved hjælp af spejdere til fods, på cykel og med skib ført gennem Afrika og Europa til Brownsea Island i England. Hertil kommer den 1. august, og her tændes et lejrbål som et symbol for spejderidéens fortsatte eksistens. |