|
Der er tale om en spændende og meget personlig beretning med mange perspektiver: Modet til det store spring i livet. Befrielsen ved at skille sig af med det ellers uundværlige jordiske gods. Og mødet med en fremmed og livsglad kultur og religion.
Vilhelm Stender havde som præst altid fulgt den slagne vej, med uddannelse og embede gennem 28 år i folkekirken. Men han gav efter for en gammel drøm, forlod den kendte og trygge tilværelse, solgte alle sine ejendele (inklusiv 5000 bøger) og drog ud til en lille Stillehavsø, The Kingdom of Tonga. Vilhelm Stender vil fortælle om sit opbrud, og hvad det indebærer af glæder og sorger. Om det befriende ved at ændre kurs i livet, endnu mens tid er. Og om tilværelsen gennem 4 år mellem tongaerne og mødet med deres kirke og kristendom - og hvad det kom til at betyde.
Der bliver god lejlighed til spørgsmål og diskussion - og naturligvis gode sange fra Højskolesangbogen. Alle er velkommen til at deltage i højskoledagen. Den koster 50 kr. inklusiv en dejlig frokost. »Højskoleforstander« er sognepræst Morten Bay-Mortensen. Tilmelding på mbm@km.dk eller via telefonisk henvendelse til kirkekontoret. |