|
Vi trænger til at få en uvildig undersøgelse af mulige fremtidsscenarier for Kolindsund.
Naturfredningsforeningen er af den opfattelse, at der snarest bør iværksættes undersøgelser af:
1. De samfundsøkonomiske interesser og muligheder i fortsat landbrugsdrift i Kolindsund.
2. De samfundsøkonomiske interesser og muligheder i Kolindsund som sø.
Som tingene ser ud nu råber de forskellige interessegrupper i øst og vest, og har i virkeligheden ingen solide argumenter at understøtte deres påstande med.
På mødet i Grenaa Idrætscenter 30. januar afviste borgmester Torben Jensen at iværksætte sådanne undersøgelser på trods af en overvejende positiv debat for vand i Sundet.
Danmarks Naturfredningsforening mener, at de anbefalede undersøgelser kan danne den nødvendige baggrund for politikernes beslutning om Kolindsunds fremtid, enten som hidtil med landbrugsdrift, eller som sø. Derfor opfordrer Danmarks Naturfredningsforening Torben Jensen til at finde de relativt få midler, der skal til for at iværksætte undersøgelserne, og dermed skabe grundlaget for den vidtrækkende beslutning om fremtiden for Kolindsund.
Og kære borgmester! Du ved, at du har Syddjurs Kommune som medspiller og også en stor del af Norddjurs byråd, og du har helt sikkert også opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening til at træffe den afgørelse, der viser sig bedst for almenvellet. |