Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ugen der gik i Norddjurs

Korte nyheder

Ugen der gik i Norddjurs
Korte nyheder

Dieselolie stjålet fra tre lastvogne

Fra tre lastvogne, der stod parkeret på Rugvænget i Grenaa, er der stjålet i alt ca. 1.000 liter dieselolie, som formentlig er blevet suget op med en pumpe. Lastvognene tilhører vognmand Gert Svith, Grenaa.


Tyverier fra ulåste landejendomme

Kriminalpolitiet i Grenaa har fået anmeldelser om tyverier i to landejendomme på egnen. Ingen af stederne var der låst, så tyvene havde let spil. Fra en garage og staldbygning på en landejendom på Hoedvej i Sønder Homå er der stjålet en fladskærm, en højtryksrenser, en motorsav og nogle øl.

På en landejendom på Robstrupvej i Robstrup ved Grenaa er der taget en bærbar computer og en boks med kontanter. Hvor mange penge, der nøjagtigt var i, ønsker kriminalpolitiet ikke at oplyse.


Tyveri fra gravsted

En islandsk kvinde, der bor i Grenaa, har anmeldt til kriminalpolitiet, at der atter er begået tyveri fra hendes datters gravsted på kirkegården ved Åstrupvej i Grenaa.

Kvinden, der altid har gjort meget ud af udsmykningen af datterens gravsted, har opdaget, at der denne gang er forsvundet en vase og en glaslygte til indsætning af stearinlys.

Der er tidligere begået lignende tyverier fra gravstedet eller ødelagt forskellige ting der. Kvindens datter blev for en del år siden dræbt ved en trafikulykke.


Fokus på blodtryk på Grenaa Apotek

Grenaa Apotek har i denne tid fokus på blodtryk. Forhøjet blodtryk giver normalt ingen symptomer og opdages ofte ved en tilfældighed. Den eneste måde, man kan afgøre, om ens blodtryk er for højt, er ved at få det målt. Frem til den 2. marts kan alle få målt deres blodtryk på Grenaa Apotek til en introduktionspris på 25 kr. Samtidig vil kunder, der køber blodtryksmedicin opleve, at der fokuseres på bedst mulig nytte af blodtryksmedicinen.


Generalforsamling i Grenaa IF Fodbold

Inden fodboldsæsonen for alvor går i gang, holder Grenaa Idrætsforenings fodboldafdeling generalforsamling. Det sker tirsdag 27. marts kl. 20, og mødet foregår som sædvanlig i klubhuset på Grenaa Stadion.


Brand i bygning under nedbrydning

Der opstod mandag i sidste uge en mindre brand i en af de bygninger, som er under nedbrydning på den gamle dampvæverigrund i Østerbrogade i Grenaa.

Sort røg stod ud af bygningen, og ilden så ud til at være ude af kontrol. Brandvæsnet blev tilkaldt og fik hurtigt slukket ilden, der viste sig at være opstået i noget flamingo. Brandskaden var begrænset.


Politipatrulje opdagede brand

Da en politipatrulje mandag i sidste uge kørte rundt i Ørum, opdagede betjentene, at der var ild i en container på Skolebakken. Brandvæsnet blev tilkaldt og fik hurtigt slukket ilden, der var opstået i gammelt papir og pap, men hvordan vides ikke.


Koster efterladt i en skurvogn

Flere værdifulde effekter blev stjålet ved et indbrud i virksomheden Liquid Waste på Kattegatkajen på Grenaa Havn. Tyven kom ind via en udluftningskanal og stjal bl.a. en fladskærm, en DVD og en radio. Nogle af tyvekosterne blev senere fundet efterladt i en skurvogn på Havnevej.


Nyt indbrud på Søndre Skole

Den indbrudshærgede Søndre Skole i Grenaa har atter haft besøg af tyve uden for skoletiden. Tyvene kom ind ved at knuse en rude og forsvandt med bl.a. en fladskærm og en computer. Der har adskillige gange tidligere været indbrud på skolen.


Blev vækket af tyveri-alarmen

Mens en familie natten til onsdag lå og sov i deres villa i Store Sjørup ved Ørsted, blev der begået indbrud. Tyvene kom ind ved at opbryde et vindue og havde stillet et våbenskab og en taske med jagtgrej frem, da de opdagede, at der var nogen hjemme. Herefter stak de af uden at tage noget med sig. Beboerne blev vækket af tyverialarmen og hørte en bil udenfor starte og køre væk, men de kan ikke give noget signalement af gerningsmændene.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam