|
Den lokale aktionsgruppe skal sikre en høj grad af lokal indflydelse på udviklingen. Det er den lokale aktionsgruppes opgave at udarbejde strategier for udviklingen og være med til at involvere de lokale ressourcer i arbejdet med at imødekomme målene.
På administrativt niveau har Syddjurs og Norddjurs kommuner sammen med Region Midtjylland drøftet muligheden for at danne en Lokal Aktionsgruppe omfattende de 2 kommuner, med det formål at udvikle og styrke det igangværende samarbejde på og om Djursland.
Udviklingsudvalgene i Norddjurs og Syddjurs kommuner har afholdt fællesmøde på Pindstrupcentret den 1. februar 2007, hvor politikerne blev orienteret om, hvilke muligheder dannelse af en lokal aktionsgruppe på Djursland giver.
Det blev på dette møde besluttet, at der indgås samarbejde mellem Norddjurs og Syddjurs kommuner om etablering af en Lokal Aktionsgruppe (LAG).
Ligeledes vil de to kommunalbestyrelser på Djursland behandle forslaget om dannelse af en lokal aktionsgruppe. I perioden 15. marts - 31. marts afvikles otte dialogmøder i de to kommuner med det formål at informere ildsjæle, borgerne og andre om arbejdet med dannelse af en lokal aktionsgruppe. Ligeledes er det målet at inspirere til det lokale arbejde med kommende landdistriktsprojekter, der kan kvalificeres til at opnå støtte fra landdistriktsprogrammets ordninger. Sammensætning af den lokale LAG
En Lokal Aktionsgruppe består af højest 15 medlemmer, som skal være repræsenteret med 1/3 fra hver af de 3 grupper, myndighed, erhverv og foreninger eller ildsjæle.
Bestyrelsen skal med undtagelse af 2 kommunalpolitikere og et regionsmedlem vælges på en generalforsamling, hvor også formanden bliver valgt. Det er en stiftende generalforsamling der suverænt beslutter sammensætningen af den lokale aktionsgruppe.
Som vejledende eksempel for sammensætningen af den lokale aktionsgruppe på den stiftende generalforsamling, er der udarbejdet et forslag, dertager udgangspunkt i den tre-delte repræsentation mellem erhverv/turisme, foreninger/frivillige og offentlige parter. Hertil kommer at den lokale aktionsgruppen skal sammensættes under hensynet til en bred sammensætning med hensyn til køn og alder.
Vejledende forslag: 2 kommunalpolitikere fra Norddjurs Kommune - med forankring i DUR. 2 kommunalpolitikere fra Syddjurs Kommune - også med forankring i DUR. 1 medlem fra Region Midtjylland. 1 fra erhvervslivet (Djurslands Erhvervsråd). 1 fra turisterhvervet (Destination Djursland). 2 fra kulturområdet. 2 fra fritidsområdet. 2 fra fiskeri/landbrug. 2 fra natur/miljø.
Når den lokale aktionsgruppe er valgt skal den sammen med en skitse til en udviklingsstrategi godkendes af Direktoratet for Fødevare/Erhverv.
Den lokale aktionsgruppe kan herefter med finansiering fra landdistriktsprogrammet ansætte en landdistriktskoordinator, der bl.a. skal være sekretariatsleder for den lokale aktionsgruppe.
Udmeldingen fra direktoratet er på nuværende tidspunkt, at ansøgning skal være indsendt pr. 1. juni 2007. Nord- og Syddjurs kommuner har sammen med Region Midtjylland indhentet tilbud på konsulentbistand i forbindelse med afholdelse af borgermøder forud for generalforsamlingen, udarbejdelse af skitse til udviklingsstrategi samt endelig udviklingsstrategi. Borgermøderne afholdes med det formål at skabe interesse for de muligheder, der ligger i at involvere sig i arbejdet med de lokale aktionsgrupper. Den stiftende generalforsamling for den lokale aktions gruppe forventes at finde sted i april eller maj måned. Præcist tid og sted udmeldes snarest. |