Roendeportalen.dk

For første gang i et par måneder er temperaturen endelig nået over frysepunktet. Når man er blevet vant til mellem 15 og 25 minusgrader, så føles tre plusgrader som sommer. Man ser mange mennesker i korte bukser, selvom der kun er et par varmegrader.

Nyheder
En ustyrlig motorhjelm, en ligvogn og tamme football-bjørne Af Jesper Busk Sørensen For første gang i et par måneder er temperaturen endelig nået over frysepunktet. Når man er blevet vant til mellem 15 og 25 minusgrader, så føles tre plusgrader som sommer. Man ser mange mennesker i korte bukser, selvom der kun er et par varmegrader.
Men amerikanerne bruger jo det - i hvert fald set gennem en europæers øjne - helt uforståelige Fahrenheit-system, så det er vel egentlig ikke så sært, at de ikke kan finde ud af, om det er varmt eller koldt. Siden sidst har vi haft besøg fra Danmark. Først var Christian Vinther på besøg. Han spiller med DR’s Radiosymfoniorkester og var her for at få undervisning af horn-professoren Gail Williams. Et par uger efter kom min kollega fra Århus Symfoniorkester, Jens Vind, på besøg sammen med hans kæreste Jenny.	Jesper Busk og hans underviser Michael Mulcahy. Basuntimerne er Jespers bedste oplevelser i USA, selvom han oplever meget.
Vi havde aftalt med Christian Vinther, at vi skulle hente ham i lufthavnen, så vi startede bilen og kørte derud ad. Men det blev ikke en helt almindelig køretur. Bedst som vi kom kørende ude på motorvejen, kom motorhjelmen pludselig farende op på forruden og smadrede den med et ordentligt skrald - dog ikke så den sprang. Vi kørte omkring 100 km. i timen med motorhjelmen lodret op i luften klistret på ruden! Det hele skete på et splitsekund, og vi nåede slet ikke at registrere, hvad der skete. Heldigvis kørte vi i den inderste bane, så vi skyndte os at bremse, men vi kunne ikke se ud gennem forruden - dels fordi motorhjelmen stod lodret op af ruden, og dels fordi ruden blev smadret. Så der var kun en lille sprække, vi kunne se ud af helt nederst på ruden! Vi fik bilen kørt ind i rabatten, men den holdt stadig halvt ude på vejen. Heldigvis kørte der en slags Falckbil et stykke bagved. Manden i bilen havde set, hvad der var sket og kom straks og skubbede os længere frem, så vi holdt helt sikkert i rabatten. Noget af et chok Han bandt hjelmen fast med nogle snore, og vi var ikke så langt fra lufthavnen, så vi kørte med blink på derhen og hjem igen - ganske langsomt. Det var noget af et chok, skal jeg hilse og sige! Min kollega, Jens Vind, og hans kæreste, Jenny, skulle ikke bo hos os, men hos nogle af Jens’ venner. Jens har ligesom jeg været her før og har altid boet hos disse venner. Det er et homoseksuelt par, som bor ikke så langt fra os. De er meget gæstfrie og meget hjælpsomme - og så er de i øvrigt begge to bedemænd. Jens og Jenny fik lov at låne en af deres biler hele ugen, de var her, men den eneste bil, de kunne låne de første par dage, var en kæmpe Cadillac-ligvogn, som dette homoseksuelle bedemandspar brugte, naturligt nok, til at transportere kister med lig i. Hvis man ser bort fra funktionen, var det er stor dejlig vogn med en kæmpe motor (men den skal jo også kunne trække med flere mennesker på én gang). Der blev taget mange sjove billeder den dag, men de sjoveste af dem tror jeg ikke egner sig til avisen. De bliver i mit private arkiv. Football – og andre religioner En af amerikanernes yndlings-sportsgrene er at sidde i en sofa, og det har de gjort ret meget den sidste måneds tid. Det artede sig jo sådan, at Chicago Bears kom i Superbowl-finalen. Superbowl er for amerikanerne som VM i fodbold er for os. Chicago Bears skulle spille mod Indianapolis Colts og tabte desværre. På hvert gadehjørne i Chicago kunne man købe alle former for Chicago Bears-souvenirs, og mange af skyskraberne i downtown Chicago havde arrangerede det sådan, at der ved hjælp af lys på de forskellige etager blev dannet slogans og Chicago Bears-kampråb.
Gaderne lå øde den søndag eftermiddag, kampen blev spillet. Jeg kunne desværre ikke selv se kampen, da jeg stod ude på motorvejen med motorhjelmen lodret op i luften! Men for amerikanerne er »Super-Sunday« en festdag, uanset hvem man holder med. Der er superbowl-party i hver familie med respekt for sig selv, og den tradition er danskerne jo også så småt begyndt at tage til sig. Herovre er football næsten en religion. Men det er en religion, der er i skarp konkurrence med mange andre, mere åndelige former for tro.	Tæt ved Jespers lejlighed ligger dette tempel, der bruges af Chicagos Bahá’i-samfund.
To minutters kørsel fra vores lejlighed i Evanston ligger Bahá’i-templet. Templet er en del af det internationale bahá’í samfund, der tæller omkring seks millioner troende fra 2100 forskellige etniske grupper og stammer fordelt over hele verden. Også i Danmark er der en gruppe bahá’i’er. Bahá’i-samfundet tror på Bahá’u’lláh som den seneste i en lang række af religionsstiftere, der blandt andet omfatter Buddha, Moses, Jesus og Muhammed. Bahá’u’lláh fortæller, at der kun er én Gud, én menneskerace og en stadigt fremadskridende religion. Bahá'í skrifterne beskæftiger sig med hele spekteret af menneskelig eksistens. Alt fra menneskets behov for det åndelige til praktisk vejledning omkring afskaffelse af ekstrem fattigdom og rigdom omtales - ifølge deres hjemmeside. Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har studeret skrifterne. I det hele taget er USA et væld af religioner. Kristendommen er den mest udbredte, men jeg gætter på, at der i Staterne er repræsentanter for noget nær hver eneste lille, obskure religion i verden. Sårbar på scenen Jeg lovede i sidste rejsebrev at give besked, når resultatet på konkurrencen, hvor North-western University Trombone Choir deltager, blev offentliggjort. Og desværre går turen ikke til Las Vegas denne gang. Vi fik tildelt en delt tredjeplads, og det er vi godt tilfredse med, selvom jeg ikke vil lægge skjul på, at det ville have været dejligt, hvis vi havde vundet. Vi blev slået af et Trombone Choir fra Texas. Nu ser vi fremad mod en stor koncert på tirsdag, og forude venter der hård øvning. I mit pensum fra universitetet står der, at jeg skal lave to store solokoncerter, og den 3. marts har jeg min første. Der er under en uge til i skrivende stund, og jeg er begyndt at glæde mig til endelig at fyre flere måneders øvning af i form af en kæmpe koncert. Al den energi og nervøsitet, man har bygget op igennem måneder, trænger til komme ud, og det er en fantastisk følelse at stå på scenen og levere den musik, som man har så tæt inde på kroppen. Når man står på scenen, kan alt ske. Man er sårbar og føler sig ret nøgen, og man ved, at alle øjne i salen er rettet mod én. Den følelse af at »nu er det nu!« giver mig et kick, og adrenalinen får mig til at tage chancer, som jeg ikke troede, var muligt. Det er en følelse, som måske kun varer i halvanden time, men som gør flere måneders arbejde det hele værd. Det er derfor, man bliver ved og ved og ved - og gudskelov for det! Jeg vender tilbage i næste måned, hvor jeg vil fortælle om, hvordan koncerten er gået. Når I læser dette, er den jo afviklet, så det er for sent for mig at bede Jer krydse fingre. PS: Hvis nogen vil sponsorere et af rejsebrevene, kontakt da venligst pressebureauet MorphMedia på red@morphmedia.dk
Facts om Jesper Busk Sørensen Jesper Busk Sørensen er født i Grenaa i 1980. Han lærte at spille basun i Grenaa FDF og har drevet det vidt med musikken. Mange grenaaensere har stiftet bekendtskab med ham ved talrige kirkekoncerter og gæstesolist-optrædener for blandt andet Grenaa Blæserne. I dag er Jesper basunist i Århus Symfoniorkester, hvorfra han har taget orlov for at videreuddanne sig musikalsk i USA. Grenaa Bladet bringer hver måned et rejsebrev fra Jesper, som støttes økonomisk af forskellige Grenaa-virksomheder. I denne måned: Pressebureauet MorphMedia

Kilde: Grenaa Bladet

sof

En ustyrlig motorhjelm, en ligvogn og tamme football-bjørne

For første gang i et par måneder er temperaturen endelig nået over frysepunktet. Når man er blevet vant til mellem 15 og 25 minusgrader, så føles tre plusgrader som sommer. Man ser mange mennesker i korte bukser, selvom der kun er et par varmegrader.

Noget af et chok

Football – og andre religioner

Sårbar på scenen

Facts om Jesper Busk Sørensen