|
Jens Hornemann er uddannet økonom, 45 år og kommer fra en stilling som Managing Partner i konsulentvirksomheden Capacent A/S, det tidligere KPMG Consulting.
Jens Hornemann har de seneste 20 år haft sit fokus på udvikling og ledelse af videntunge rådgivningsvirksomheder samt projektledelse i forbindelse med analyser, omstilling og udvikling af den offentlige sektor. Han har des-uden stor erfaring som underviser, facilitator og foredragsholder.
Jens Hornemann har været ansat i PLS Consult/Rambøll Management med overordnet ledelse af forskellige forretningsområder og større projekter og som medlem af firmaets direktion.
Senere blev han ansat som seniorpartner i konsulentvirksomheden Andersen, der fusionerede med Deloitte og Touche, og senere igen som Managing Partner og medlem af den nordiske direktion i den globale konsulentvirksomhed Unisys.
Jens Hornemann er valgt blandt 68 ansøgere på grund af sine faglige og ledelsesmæssige kvalifikationer og erfaringer samt sit brede kendskab til den offentlige sektor. Han har desuden specifik erfaring med ledelse af virksomheder/afdelinger for uddannelse og kompetenceudvikling.
Herudover bibringer Jens Hornemann COK et betydeligt netværk og kendskab til den kommunale sektor gennem sit samarbejde med mere end 100 forskellige kommunale og amtskommunale institutioner.
COK sætter fokus på kommunestyrets drift og udvikling på tværs af partiskel, kommunegrænser og medarbejdergrupper gennem kompetenceudviklende aktiviteter. COK består af Den Kommunale Højskole, Kommunomuddannelsen og seks regionale centre. |