I »sorrig og glæde« vil salmerne »vandre til hobe«, når Simon Peters Kirke ved Grenaa Havn lukker dørene op til salmesangsaften torsdag den 26. april 2007, kl. 19.30.
Salmerne vil bringe menigheden vidt omkring i den - stadig - nye salmebog. Salmerne, som skal synges denne aften, er valgt af medlemmerne af Simon Peters Kirkeudvalg, som hver især vil fortælle lidt om netop deres salmevalg før hver salme.
Og de spænder vidt i deres valg - fra »Altid frejdig, når du går« til »Nu går solen sin vej« - to salmer med henholdsvis 140 og 27 år på bagen. Men med det samme budskab om bønnen, der hjælper. Den ældste salme på programmet er »Nu fryde sig hver kristen mand«, som er 484 år gammel i år. Den er oprindelig skrevet af Martin Luther - og oversat til dansk første gang i 1528. Senere er den skrevet om et par gange. Salmen skal dog ikke synges til den oprindelige melodi, men til en forholdsvis ny melodi fra 1977, som er skrevet af Lasse Lunderskov.
Sognepræst Torben Rafn leder »slagets gang«, og aftenens salmer bliver ledsaget af tidligere sognepræst, Niels Christian Danielsen ved orglet. Kirkesanger Egon Petersen vil understøtte de elleve salmer, som vil fylde aftenen inden kaffe serveres ovenpå i »Simon Peters Stue«. Simon Peters Kirkeudvalg håber, at rigtig mange har lyst til at komme og synge med.
Kilde: Grenaa Bladet
sof