Lørdag den 5. maj er der mulighed for at fjerkræinteresserede kan få stillet deres nysgerrighed, idet Kolind og Omegns Fjerkræklub holder åbent hønsehus i Sorvad mellem Allingåbro og Vivild på adressen Sorvadvej 6.
Her er der mulighed for ikke bare at snakke om sund mad, bæredygtighed, tilsætningsstoffer, genbrug og grøntaffald, her kan man tage sagen i egen hånd og gøre noget ved sagen. Fra hønsehuset bliver åbnet kl. 13.00 kan interesserede få information om at starte det lille hønse hold i baghaven. Klubben vil også være behjælpelig med adresser på medlemmer som sælger kyllinger. Hvis der er et lille hønsehold i baghaven kan stort set alt grønt affald laves om til friske æg og dejlige kyllinger som kan spises med god samvittighed, da man jo ved hvad de har fået at spise. Man kan også blive fascineret over det avlsarbejde, som skal laves for at bevare racefjerkræet, og det kammeratskab, der findes mellem racefjerkræopdrættere over hele landet.
Hvis interessen er blevet vakt er der også mulighed for lørdag den 12. maj at deltage på et fjerkræseminar i Begtrup på Mols.
Kilde: Grenaa Bladet
sof