Kommunalbestyrelsen i Norddjurs har sagt ja til to lokalplaner for jordbrugsparceller. Den ene er ved Søndergade i Vivild og det andet er ved Eskilsagre i Nørager. Begge steder er der kommet ændringsforslag i høringsfasen, men ingen af dem blev imødekommet.
Af Anette Bonde
For området i Vivild kom der forslag om, at området udvides med et areal, der ligger i boligområdet ved Søndergade og som grænser umiddelbart op til lokalplanområdet. På den måde ville der kunne skabes vejadgang til jordbrugsparcellerne via boligvejen Søndergade.
Det strider imidlertid imod den overordnede målsætning for projektet, nemlig at de to områder ikke skal have fælles adgang. Områder til jordbrugsparceller og boligparceller betragtes som to forskellige områdetyper, idet der på jordbrugsparceller må holdes et mindre dyrehold. Ifølge lokalplanforslaget er der udlagt en sti som afgrænsning mellem de to områder.
I Nørager var der kommet forslag om at området blev udvidet med cirka 20 meter i østlig retning. Hvis det skulle imødekommes, ville det være nødvendigt at udarbejde et tillæg til kommuneplanen samt udarbejde et nyt forslag til lokalplan. Det ville man gerne undgå i første omgang. Forslagsstilleren får dog besked om, at hans forslag kan tages op til fornyet overvejelse, når parcellerne inden for det udlagte område er afhændet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof