Ingen sommer uden en senior-daghøjskole i Ældrecentret Posthaven i Grenaa. Således heller ikke i år, hvor Posthavens Daghøjskole 2007 afvikles i dagene fra den 18. til den 22. juni.
Hver dag starter man kl. 9.30 med morgenkaffe og -sang i Hjørnecaféen i Posthavecentret, hvorefter man går i gang med den pågældende dags program. Mandagen byder således på bollywood-dans ved instruktøren Ganesha Natyakshetram (billedet), der introducerede bollywood-dansen i Grenaa i august sidste år i forbindelse med verdensmusikfestivalen Global Music Festival i Grenaa. Efter frokosten står den så på musikalsk underholdning ved Kaløvigegnens Seniororkester.
Af andre aktiviteter i forbindelse med Posthavens senior-daghøjskole i år kan nævnes foredrag ved Sundhedsafdelingen i Norddjurs Kommune om vores levevis her i Norddjurs Kommune, om religioner (kristendom og buddhisme) i Danmark ved sognepræst Lene Højholt, om fremmede verdener ved overbibliotekar Birgit Årsnes, om den mangfoldige folkeskole ved lærer på Søndre Skole, Anne-Mette Svendsen, og et foredrag om religioner ved VUC-lærer Bent Voldby. Én af dagene - onsdag - flytter man daghøjskolen ned til Grenaa Naturskole ved Grenaa Strand. Her lyder dagens program på et arrangement ved køkkenleder i Posthaven, Birthe Hansen. Det hedder »Nyt for smagsløgene«. Efter frokosten bydes der ved velvære for krop og sjæl. Noget som afspændingspædagog Lena Nielsen vil sørge for. Det hele sluttes af med frokost og afslutnings-ceremoni i Posthaven fredag den 22. juni om eftermiddagen. Pris pr. deltager er 400 kroner, hvilket inkluderer morgen- og eftermiddagskaffe med brød hver dag samt frokosten fredag. Frokost de øvrige dage kan købes i Posthave-caféen. Daghøjskolens kontaktpersoner er Jette Ditlevsen og Heidi Kjeldsen. Tilmelding kan således ske ved henvendelse til én af disse to.
Kilde: Grenaa Bladet
sof