To mænd fra Randers er afsløret som skrottyve på Grenaa Havn. Politiet blev søndag den 13. maj ved 20.30-tiden kaldt til Nordre Kajgade, hvor vidner havde set to mænd luske rundt og være i gang med at stjæle metalskrot fra firmaet Fornæs' åbne bådemonteringsplads.
Af Mogens Q. Sloth
Det viste sig, at de to mænd havde samlet kobber og aluminiumsskrot for ca. 3.000 kr. sammen, og de nåede ikke væk med tyvekosterne, inden politipatruljen nåede frem. De to anholdte randrusianere er 30 og 53 år.
- Der er penge i metalskrot for tiden - derfor de mange tyverier, siger vicekriminalkommissær ved politiet i Grenaa, Knud Saaby.
I samme weekend var firmaet Fornæs ApS udsat for et andet tyveri på Grenaa Havn. Der var indbrud i firmaets to fabrikshaller på Søndre Kajgade, og tyvene skaffede sig adgang via en knust tagrude og ved at brække en hængelås op. Der blev bl.a. stjålet en havefræser og noget kraftigt specialværktøj, der senere blev fundet efterladt i skoven ved Ydesvej i Grenaa.
Der blev også stjålet en varebil - en lyseblå Ford Sierra P 100 med nummeret PB 93 532. Til denne fandt tyvene åbenbart den rette nøgle.
Stjal 900 kg rustfrit stål
Ligeledes i denne weekend har der været et stort tyveri af metalskrot ved fabrikken BASF, der er under nedrivning på Bredstrupvej i Grenaa. Der er stjålet ca. 900 kg rustfrit stål af forskellig art, og det har en værdi af 24.300 kr. Det kan sælges for 27 kr. pr. kg, oplyser kriminalpolitiet.
Ved at klippe et hul i hegnet kom tyvene ind på grunden ved BASF. Der er spor efter, at tyvene har brugt en fire-hjulet trækvogn til at transportere de store mængder rustfrit stål ud til en større bil, der formentlig har holdt på Bredstrupvej. Tyveriet fandt sted natten til søndag den 13. maj.
Kilde: Grenaa Bladet
sof