Kattegat Cup-udvalget vil bruge dette års Open by Night til at hverve frivillige
Som noget helt og aldeles nyt i forbindelse med Grenaa Open by Night vil man i år kunne sludre med medlemmerne af GIF Fodbolds Kattegat Cup-udvalg. De har nemlig sørget for at booke en stand i år, idet de gerne vil markere sig i bybilledet.
Årsagen er, at det er blevet sværere og sværere at hverve frivillige hjælpere til det store internationale ungdoms- fodboldstævne, som hvert år trækker mellem 3.000-4.000 mennesker til Grenaa i juli måned. Uden en masse frivillige hænder kan et sådant stævne ganske enkelt ikke afvikles, og Kattegat-udvalget håber, at de med synligheden i forbindelse med Grenaa Open by Night på fredag kan få nogle flere til at melde sig som hjælpere. Lidt »lokkemad« har også at byde på, idet der - når Kattegat Cup 2007 er slut - trækkes lod om et rejsegavekort til en værdi af 10.000 kroner blandt gruppen af frivillige hjælpere.
Man kan møde Kattegat Cup-udvalget tæt ved Søren Kanne-statuen. Herstående foto er taget i forbindelse med sidste års Kattegat Cup i Grenaa. Det er taget under åbningsmarchen gennem byens gader, og personerne i de blå uniformer er netop medlemmer af Kattegat Cup-udvalget.
Kilde: Grenaa Bladet
sof