I løbet af få minutter forvoldte en 71-årig mand fra Ørsted-egnen fire påkørsler med sin bil, inden den blev stoppet af et stengærde i Ørsted.
Årsagen til den voldsomme slingrekurs, hvor ingen mennesker kom til skade, kendes ikke. Da politiet kort efter fik fat i pensionisten, var han ædru. At det gik så galt hænger formentlig sammen med, at han blev chokeret efter det første uheld. Den ejendommelige køretur fandt sted mandag 21. maj kort før kl. 18.
Den 71-årige kørte i personbil ad Stenaltvej mod øst i Voer ved Ørsted. Efter en højrekurve kom hans bil over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor den med venstre sidespejl ramte en varebil. Dennes fører var ellers trukket helt ud i sin højre rabat for at undgå at blive påkørt.
Gennem kornmark
Den ældre mand fortatte herefter ca. 40 meter gennem en kornmark og kom ud på Sygehusvej i Stenalt Skov, hvor han bl.a. påkørte et mindre træ. Han fortsatte i vestlig retning ad Sygehusvej i Ørsted by, hvor hans bils venstre forreste hjørne ramte en bil, der med det ene hjulpar holdt på fortovet. Sammenstødet var så kraftigt, at den parkerede bil blev skubbet seks meter bagud.
Den dramatiske køretur sluttede, da han tørnede ind i et stengærde. Så kunne han ikke komme videre. Politiet foretager yderligere afhøringer af den 71-årige for at søge at klarlægge, hvorfor det kunne gå så galt.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof