Torsdag den 7. juni drager Fjellerup-Glesborg Pensionistforening på forårstur til Hjarbæk Kro.
Turen går af smukke veje til Hjarbæk Kro. Man starter med opsamling i Glesborg, hvor der er opsamling ved Doktorvej og den tidligere DK-tank omkring kl. 8.00. Desuden er der opsamling ved hallen i Glesborg ca. kl. 8.10. Herefter går turen til Fjellerup, hvor der er opsamling ved Dagli Brugsen kl. 8.25. Bussen kører omkring stranden.
Turen går gennem et smukt landskab til området omkring Klejtrup Sø, Hvolris Bakker og Tjele. Formiddagskaffen indtages et passende sted undervejs. På Hjarbæk Kro kan man vælge mellem stegte ål eller en dansk bøf. Ved tilmeldingen skal man dog gøre opmærksom på, hvilken ret man ønsker.
Efter et syn på Hjarbæks mange sjægter, en mindre træbåd med sejl, kører man til Vejrup og Laden Besøgspark, hvor man skal have eftermiddagskaffe og se de mange smukke blomster. Efter en spændende dag med mange oplevelser går turen tilbage til Fjellerup og Glesborg.
Kilde: Grenaa Bladet
sof