Vejen til et fast fodfæste på arbejdsmarkedet går ofte via mere uddannelse. Et nyt uddannelsessamarbejde mellem AMU-Djursland, VUC-Djursland, CV2 og Djursland Erhverv skal hjælpe med at skaffe virksomhederne ny arbejdskraft ved at styrke de grundlæggende skole-kundskaber hos de ledige.
Arbejdet med at hjælpe de kortest uddannede på arbejdsmarkedet til enten at få eller at fastholde et fast arbejde er et af de områder, der holdt flyttedag med kommunalreformen. Frem til 2007 var det Århus Amt, der stod bag projekt »Jobrotation Djursland«, hvor konsulent Niels Erik Iversen bistod private og offentlige virksomheder med at få uddannet ledige som erstatningsarbejdskraft, så virksomhedernes egne medarbejdere kunne komme på efteruddannelse.
Nu er jobrotation afløst af fokus på opkvalificering af især ledige kontanthjælpsmodtagere via uddannelse. Det betyder, at Niels Erik Iversen nu har fået Djursland Erhverv som sin nye arbejdsgiver og blandt andet skal løse opgaver for et nyt uddannelsessamarbejde mellem CV2, AMU-Djursland, VUC-Djursland og Djursland Erhverv. Niels Erik Iversen har som hidtil sit kontor på adressen Stabrandvej 51 overfor Århus Lufthavn, men refererer nu til direktør Finn Pedersen fra Djursland Erhverv.
Det nye uddannelsessamarbejde har udstukket en række konkrete opgaver for Niels Erik Iversen. I 2007 vil Niels Erik Iversens arbejde blandt andet blive centreret om kampagner i folkeskolerne i Syddjurs. Målet er at styrke forældrene i fagene matematik og dansk, således at de både selv lærer noget og samtidig bliver bedre til at hjælpe deres børn med lektierne. En tilsvarende kampagne vil blive gennemført på hele Djursland via virksomhederne, og her er målgruppen primært ufaglærte og andre kortuddannede medarbejdere med behov for at få bedre styr på de grundlæggende skole-kundskaber. Over for gruppen af kontanthjælpsmodtagere er det ambitionen at udvikle et erhvervsrettet introduktionsforløb af 8-12 ugers varighed, der er målrettet til bestemte brancher og fag, der akut mangler nye medarbejdere. En række virksomheder på Djursland vil ligeledes få et tilbud om at få deres ufaglærte medarbejdere opkvalificerede til faglært niveau som industrioperatører. Endelig er det planen at lave en analyse af gruppen af tosprogede borgere på Djursland for at kunne forbedre deres muligheder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Niels Erik Iversen glæder sig over, at der er formuleret en række konkrete mål og indsatsområder, der skal udmønte de uddannelsesmæssige ambitioner:
– Der er rigtig mange spændende opgaver, og det er en god fortsættelse af det, jeg arbejdede med tidligere i amtsligt regi. Det er vigtigt at løfte uddannelsesniveauet for de kortuddannede, fordi de netop nu er en vigtig ressource, der efterspørges af mange virksomheder pÃ¥ Djursland, siger han.
Kilde: Grenaa Bladet
sof