korte nyheder
Tyve i bodega
Lørdag den 26. maj blev der begået et tyveri på en bodega i Ryomgård. Der blev stjålet en tjenerpung med 4.000 kroner foruden nogle øl-mærker. Tjenerpungen blev stjålet bag bardisken, og mistanken rettes mod tre unge mænd, der pludselig fik travlt med at komme væk fra bodegaen. Der er tale om tre dansk udseende mænd i alderen fra 20 til 25 år. Den ene af dem arbejder måske på en svinefarm i Nimtofte og var iført arbejdstøj. De kørte sammen i en lyseblå Peugeot 309 personbil med alufælge.
Spritbilist kørte i grøften ved Enslev
En 68-årig mandlig bilist er blevet anholdt for spritkørsel på hovedvejen i Grenaa tæt ved Enslev. Politiet blev tilkaldt, da manden gik rundt på en rasteplads. Han var tydeligt fuld, og på rastepladsen var han kørt i grøften med sin bil. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Der blev udtaget en blodprøve til fastlæggelse af promillens størrelse.
Indbrudstyve taget på fersk gerning
Kl. 12.35 onsdag i sidste uge fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud i en villa på Enghegnet i Grenaa. Der blev straks sendt patruljer til stedet. Dette medførte, at der kl. 13.03 blev foretaget anholdelse af to ungersvende - én på 17 år og én på 18 år. De blev sigtet for forholdet, og derpå taget med på Politigården i Grenaa. Efter endt afhøring blev de løsladt, men der venter dem ikke desto mindre et retsligt efterspil.
65-årig trafikdræbt
Der blev kl. 19.02 onsdag i sidste uge anmeldt et alvorligt solo-færdselsuheld på Lyngbyvej i Trustrup, hvor en varebil af ukendte årsager var kørt ned i vandet i Midterkanalen. Der var kun en 65-årig mand i bilen. Der blev straks sendt flere redningskøretøjer og lægebil til stedet. Den 65-årige blev i ambulance kørt til traumecentret på Århus Kommunehospital, men hans skader fra færdselsuheldet var så voldsomme, at han kort efter afgik ved døden.
Kilde: Grenaa Bladet
sof