Grenaa Apotek sætter torsdag den 21. og fredag den 22. juni fokus på underernæring og småtspisende ældre.
Hvis det ikke er muligt at få dækket sit daglige energibehov via den normale kost, kan såkaldte kliniske ernæringsdrikke være en god løsning, idet de indeholder meget energi i en lille volumen. Ernæringsdrikkene indeholder også afbalancerede mængder vitaminer og mineraler. Drikkene kan være fuldgyldige - dvs. at de indeholder alle næringsstoffer kroppen behøver og de kan dermed benyttes som eneste ernæring, mens andre er ikke-fuldgyldige - dvs. anbefales som tilskud til den daglige kost. Ernæringsdrikkene kan købes på apoteket, og den 21. og 22. juni inviterer Grenå Apotek småtspisende og underernærede borgere - og/eller deres pårørende - til at komme at smage et udvalg af drikkene samt få gode råd om ernæring.
Grunden til fokus på ernæringsdrikke og mellemmåltider er, at underernæring blandt syge og svækkede mennesker i det danske samfund er et stort problem, men det overskygges ofte af den store opmærksomhed som rettes mod den modsatte problemstilling - nemlig overvægt.
Ikke desto mindre skønner Sundhedsstyrelsen, at ca. hver tredje patient på landets sygehuse er underernærede, og at forekomsten endda er højere for langtidsindlagte patienter. Det betyder, at patientens ernæringstilstand ofte forværres under indlæggelse, og at patienterne udskrives i dårligere stand end ved indlæggelsen. Ser man på de ældre på plejehjem og i hjemmeplejen er 6 ud af 10 underernærede.
Kilde: Grenaa Bladet
sof