Møllebo, der er en del af Møllehjemmet i Auning, har indviet et område med pergolaer, og medarbejderne har sammen med beboerne arbejdet med møblement og farver på en fælles gang
Beboerne i plejeboligerne på Møllebo i Auning kan nu nyde både en nyanlagt have og fået mere farve og miljø på en af gangene på hjemmet.
 Marie Randrup elsker blomster på sin terrasse
|
Pengene kommer dels fra en testamenteret arv fra en afdød borger i den daværende Sønderhald Kommune og dels en gave fra Øster- og Vester Alling Sparekasses fond.
Arven var på i alt 320.000 kroner og skulle gå til deling mellem Møllehjemmet i Auning og Svaleparken i Assentoft.
- Vi har i længere tid haft et område udenfor boligerne, der ikke blev brugt til noget som helst. Nu fik vi muligheden for at skabe et haveområde, med pergolaer, krukker, frugtbuske, stauder og bøgehække. Sammen med en anlægsgartner har vi fået lavet nogle oaser med bænke, borde og stole, så beboerne kan gå rundt og sætte sig fra sted til sted, fortæller teamleder Dorte Lomholt, Møllebo, der er en del af Møllehjemmet.
Pædagog Connie Thornberg har været tovholder på udviklingen af haven i samarbejde med anlægsgartneren. Hun har også udsmykket metallågerne med pileflet.
Føler sig hjemme
Haven er også blevet indrammet med hæk og metallåger, så det fremgår tydeligt, at området er privat.
- Haven danner en helhed omkring 12 af de 18 plejeboliger, som udgør Elmebo og Møllebo. Samtidig kan især personer med demens føle sig hjemme i haven. De vil ofte gerne gå rundt. Med haven formindsker vi også risikoen for, at nogle ældre utilsigtet kommer for langt væk og ud til områder, som de kan fare vild i, forklarer områdelederen.
Lokal tegner bag billederne
Beboerne ville gerne have ældre møbler på gangen, friske farver og bedre lydforhold på lofterne. En farvekonsulent hjalp til med at sammensætte farverne, så blyantstegningerne på væggene trådte klart frem.
Tegningerne er lavet af nu afdøde Nicolai Andersen, som i flere år tegnede for Folkebladet.
- Beboerne går meget op i de 10 tegninger fra lokalområdet, der er valgt ud. De giver stof til mange samtaler og fortællinger. Akustikken er forbedret med nye loftsplader. Gangen er blevet et helt andet rum at være og gå i, siger Dorte Lomholt.
Søger flere midler
Pengene rakte ikke helt til at færdiggøre haven. Især ønsker beboerne nogle flisegange mellem de små oaser, så de kan komme lettere rundt på arealet.
- Det er svært for nogle af beboerne at gå på græsarealer, for eksempel med rollator. Derfor har vi søgt midler i Socialministeriet for at udvikle haven yderligere, f.eks. med at udvide flisegangene, så beboerne kan gå fra deres egne flisearealer ud til stierne og samtidig fra stierne og ind til de enkelte pergolaer, uddyber Dorte Lomholt.
Møllebo er ikke den eneste institution i Norddjurs Kommune, der har søgt midler til forbedring af beboernes forhold. Voksen- og Plejeafdelingen har koordineret ansøgningen til ministeriet.
Kilde: Norddjurs Kommune
sof