Efter at århusianere i flere år er flyttet til Ebeltoft, Rønde og Auning for at slippe for de høje huspriser i Århus, er priserne nu også der blevet høje. Derfor rykker stadig flere børnefamilier nu til Grenaa, hvor huspriserne ikke er skyhøje.
Det viser en ny rundringning til de seks ejendomsmæglere i Norddjurs Kommune.
– Det er blevet dyrt at købe bolig på den del af Djursland, som ligger tættest på Århus, og derfor retter århusianerne nu blikket mod Grenaa. Folk er begyndt at finde ud af, at vi har meget at byde på. Her får køberne mere for pengene, og det kan derfor ofte betale sig at pendle til Århus på arbejde, siger ejendomsmægler Knud Harder hos Danbolig i Grenaa.
Interessen for at slå sig ned i Grenaa er stor, og det er blandt andet århusianere med tilhørsforhold til Djursland, der flytter ud på »næsen« af Jylland.
– Vi sælger huse efter første fremvisning, og vi har solgt meget det seneste år. Vi får især henvendelser fra århusianere, der engang har boet i Grenaa eller omegn, og som gerne vil tilbage til området. Det er bestemt en glædelig udvikling, beretter ejendomsmægler Erling Christensen hos Nybolig i Grenaa.
Ejendomsmæglerne i Grenaa er enige om, at byens mange arbejdspladser kombineret med en lækker badestrand, gode shoppingmuligheder og ungdomsuddannelser gør Grenaa til et attraktivt alternativ til Århus.
Mere plads for den samme sum penge
Typisk er det ægteparret med små børn, som sælger deres toværelses lejlighed i Århus. De tjener mere end de havde regnet med på salget og vælger at købe hus i Norddjurs Kommune. Her kan de få langt mere plads for den samme sum penge.
Ejendomsmæglerne mærker også til førstegangskøbere, som har boet til leje i Århus, og som kun har råd til at købe, hvis de rykker et godt stykke uden for storbyen. Et parcelhus i Norddjurs Kommune er i gennemsnit 12.000 kr. billigere per kvadratmeter end i for eksempel Lystrup og lignende forstæder ved Århus.
Ifølge beregninger fra Totalkredit kan der dermed spares 1,2 millioner kroner ved at købe parcelhus på 100 kvadratmeter i Norddjurs Kommune i forhold til et køb i Århus og forstæderne. Et hus i Grenaa på omkring 150 kvadratmeter koster cirka 1,5 mio. kr., hvilket svarer til, hvad man skal give for en stor etværelses lejlighed i Århus.
Familien Graff har købt hus i Grenaa
En af de tilflyttende familier i Grenaa er familien Graff fra Århus. Den unge, århusianske børnefamilie er inde i den afgørende fase og venter nu kun på tilstandsrapporten, inden de skriver slutsedlen under på et dejligt hus midt i Grenaa på 120 kvadratmeter med kælder og have, som de køber for cirka 1,5 mio. kr.
– Min kone arbejder i Ebeltoft, så det ville have været oplagt at købe hus i det område, men vi kan simpelthen få meget mere for pengene i Grenaa. Det betyder også meget for os, at vi flytter til noget, som lugter af at være en rigtig by med bymidte, kulturhus, restauranter og skoler, for vi er ikke meget for at flytte på landet, fortæller David Graff, der arbejder som kommunikationskonsulent i Århus.
– Nu bliver transporttiden til arbejde langt kortere for min kone, og jeg kan pendle til Århus med tog, så det er perfekt, siger David Graff og tilføjer, at det er en ekstra bonus, at Grenaa har en af Danmarks allerbedste badestrande.
Kilde: Grenaa Bladet
sof