korte nyheder
Stjal radioer fra tre lastvogne
Tre lastvogne, der stod ved Rygaards Vognmandsforretning på Mellemstrupvej i Grenaa, har været udsat for indbrud. Fra alle tre lastvogne er der stjålet autoradioer af mærket Pioneer og Clarion. Fra en af vognene er der også taget en tegnebog med nogle D-mark og fra en anden et mindre kontant beløb. En låsecylinder i døren var brudt op på alle tre lastvogne natten til tirsdag 19. juni.
Fodboldspiller fik stjålet vielsesring
I et omklædningsrum på Trustrup Stadion er en fodboldspiller blevet bestjålet. Han har anmeldt, at han har mistet en sort sportstaske med forskelligt tøj og en vielsesring med hustruens navn på. Tyveriet fandt sted lørdag 16. juni mellem kl. 15 og 18.
Nyt indbrud på campingpladsen
For anden gang inden for to uger har der været indbrud i kiosken ved Grenaa Strand Camping. Tyvene opbrød natten til onsdag 20. juni to døre for at komme ind i kølerummet, hvor de stjal forskellige drikkevarer, bl.a. øl, sodavand og ice tea.
Stjal nye vinduer
Fra et halvtag ved tømrer- og snedkermester Kim Nielsens firma på Teknologivej 12 i Grenaa er der stjålet fire nye vinduer, hvis værdi er angivet til ca. 20.000 kr. Der er tale om topstyrede vinduer i hvidmalet træ, og de blev fjernet natten til onsdag 20. juni.
Natligt besøg i stadionbygning
Stadionbygningen i Grenaa havde natten til onsdag 20. juni besøg af tyveknægte, der gik voldsomt til værks, men udbyttet stod ikke mål med anstrengelserne. De opbrød flere døre og hængelåse og stjal noget værktøj og nogle haveredskaber.
Stjal støvsuger fra sommerhus
Effekter til en samlet værdi af ca. 3.000 kr. er stjålet ved et indbrud i et sommerhus på Dalsgårdsvej ved Skovgårde Strand nord for Fjellerup. Efter at have opbrudt et vindue med et koben forsvandt tyvene med en støvsuger, en ny madras i original emballage, sengetøj og en kaffemaskine.
Kilde: Grenaa Bladet
sof