Kære medstuderende, højtærede kammerater!
Dette er dagen, hvor vi tager afsked med vores imødekommende og omfavnende gymnasium. Det er dagen, hvor vi siger farvel til alle dem, som har været en del af GG i vores regeringstid. Det være sig en rektor, et hav af lærere, 3 studievejledere, 3 pedeller, diverse inspektører, rengøringspersonalet, kantinefolket, en enkelt bibliotekar og sågar en kat, som desværre ikke længere er iblandt os. Hver især er der tale om store personligheder, som har sat deres eftertrykkelige aftryk på vores hverdag. Sammen har de skabt de bedste betingelser for dét, som er kommet til at blive 3 uforglemmelige år.
Som gode venner, så livsklogt har fortalt mig, er delt glæde lig med dobbelt glæde. Og selvom der naturligvis er mange blandede følelser i spil i dag, må følelsen af glæde alligevel være størst. Det er først og fremmest en lettelse og en tilfredsstillelse at nå kulminationen på 3 års hårdt arbejde. En glæde som er fælles for os alle og derfor binder os sammen og gør os afhængige af hinanden. Et fællesskab, som er balsam for sjælen. Det må og skal ingen glemme, når vi om kort tid, drager ud i det ganske djurslandske landskab med ét altoverskyggende mål; nemlig at drikke os fra vid og sans og glemme hvem vi er, og hvorfor.
Da vi ankom til gymnasiet for 3 år siden var det en omvæltning. Vi havde hver især et forskelligt udgangspunkt, og kom fra efterskoler, folkeskoler og så fremdeles. Men den omvæltning er på ingen måder sammenlignelig med den omvæltning, som denne dag er et symbol på. Nu står vi snart overfor en skillevej, der er den mest betydningsfulde i livet. Det er den, fordi vi i fremtiden skal træffe nogle konsekvensbetingede valg, som kommer til at forfølge os resten af vores liv. Det gjorde vi måske også, da vi i sin tid valgte at gå gymnasievejen. Men i de sidste 3 år har vi alligevel levet en beskyttet tilværelse i trygge omgivelser. Det er endegyldigt slut nu. Nu er de faste rammer sprængte.
Og må jeg i den sammenhæng tillade mig at komme med en opfordring og et råd:
Tag ved lære af den kløgtige adelsmand af La Mancha, Don Quijote. Der er skrevet meget litteratur om senior Quijote, og især om hans fantastiske eventyr med vindmøllerne. Om hvordan han næsten ene og alene, kastede sig ud i et projekt, som for alle andre end ham selv, var fuldstændig håbløst. Et sandt kamikaze-projekt udsprunget af en total mangel på realitetssans. Man sagde, at Don Quijote havde fået storhedsvanvid. Hans mission om at bekæmpe alt det onde i verden blev hånet. Naivitet var et alt for mildt ord at bruge om Don Quijote og hans livsmål.
Don Quijote var således både dumdristig og illusorisk.
Men mest af alt var han idealist. Han stræbte efter de højeste mål, og satte overliggeren så højt som fysisk muligt. Hans unikke karakter fik ham til at kaste sig ud i de mest vanvittige oplevelser, for at skaffe sig hæder og ære og kæmpe for det gode. Han lod sig ikke begrænse af sin fornuft, men blev af sit hjerte vejledt til at overskride grænser.
Kære kammerater: Nedkæmp de vindmøller. Kast jer ud i det mest sindssyge projekt efter det andet, og gør det med stil. Lad ingen stoppe jer. Angrib verden og afvent den ikke.
Kære kammerater: Vi er de smukke unge mennesker.
Kære kammerater: Vi tegner den fremtid, vi lever i.
Kære kammerater: Tak for 3 mageløse år. Det har i dén grad været en fornøjelse.
Kære kammerater: Vi ses derude; for altid. | 
05/05 2023