FOF har igennem mange år tilbudt forskellige bevægelsestilbud til gravide og nybagte mødre. Men vi har gennem de senere år mærket en større efterspørgsel på også at koble en teoretisk undervisning på fortæller skoleleder Lene Fribo, FOF-Djursland.
Vi har i vores lærerstab mange forskellige professioner og de nye kurser er udviklet i samarbejde med jordemoder, sundhedsplejerske, fysioterapeut, afspændingspædagog, diætist, kostvejleder og psykolog. Disse vil på skift undervise på kurserne, som i øvrigt har en afspændingspædagog eller fysioterapeut som gennemgående underviser.
Kurserne, der kører over 7 mødegange a´2,5 lektion pr. gang, tilbydes rundt om på Djursland i Grenaa, Auning, Rønde, Ebeltoft og Hornslet.
Der tilbydes forskellige førfødselsundervisning bl.a. i varmt vand, ligesom yoga for gravide også er blandt tilbudene. Fødselsforberedelse for par er et splinternyt tilbud i Rønde. Efterfødselskurser tilbydes i Grenaa, Hornslet og Rønde.
Kurserne har løbende opstart, men de første forventes i gang medio august måned.
Yderligere information og tilmelding sker ved henvendelse til FOF, ligesom man kan finde den lille søde præsentationsfolder rundt om i venteværelset hos praktiserende læger, jordemodercenter, sundhedsplejesker og i kommunernes borgerservice m.v. slutter Lene Fribo.
Kilde: Grenaa Bladet
sof