To unge mænd forvoldte betydelige ødelæggelser, da de i stjålne biler kørte ræs flere steder i Ørum.
Efter at have beskadiget bilerne kørte de tilsyneladende væk fra byen på en stjålet traktor.
De to biler blev stjålet natten til mandag 25. juni. På Revnvej i Allelev ved Lyngby blev der taget en hvid Opel Corsa, og på Kirkevænget 11 i Hyllested forsvandt der en hvid Peugeot.
Disse to biler blev tidligt mandag morgen fundet efterladt i Ørum. Her kunne man se, at tyvene havde kørt ræs på Industrivej og på den nærliggende Ørum Skoles boldbaner og grusbane. Tyvene havde også moret sig med at køre de to stjålne biler mod hinanden og påkøre et affaldsstativ.
Bilerne var blevet så beskadiget, at de ikke kunne køre fra stedet, men efter at have hvilt sig lidt skulle tyvene videre.
Politiet i Grenaa formoder, at det er de samme, som mandag mellem kl. 12 og 15 stjal en traktor, en Ford 4600 med efterspændt rive, fra Ørbækvej 10 i Ørum. Denne traktor blev om aftenen fundet efterladt på Fævejlevej ved Allelev - nær det sted, hvor en af bilerne blev stjålet natten forinden.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof